Sigma 150-600mm F5-6.3 DG DN OS | Sports er designet til spejlløse full frame-kameraer, og objektivet kommer både med L-fatning og Sonys E-fatning.
L-fatningen gør, at objektivet passer til nyere Leica-, Panasonic- og Sigma-kameraer.
Det nye objektiv er det første i Sigmas serie af sportsobjektiver, der er specielt designet til hurtige motiver.
Det betyder bl.a., at Sigma har udviklet en hurtig og lydløs autofokus, der kan låse sig fast på motiver i høj fart.
Billigere og mere lysstærk i forhold til Sony
Sigma 150-600mm F5-6.3 DG DN OS | Sports skal konkurrere med Sony-objektivet FE 200-600mm F5.6-6-3 G OSS.
Det nye Sigma-objektiv er dog mere lysstærkt, og prisen er også særdeles konkurrencedygtig.
I Gearguiden anmelder vi hele tiden nye fotoprodukter, og her vil du snart kunne læse vores anmeldelse af det nye Sigma-objektiv, der vil afgøre, hvilket af de to objektiver, der er bedst.
Sigmas nye objektiv kommer til at koste 11.400 kroner, hvor Sony-objektivet koster 16.395 kroner.
Sony FE 200-600mm F5.6-6-3 G OSS har dog intern zoom.
Det er ikke tilfældet med det nye Sigma-objektiv, som har ekstern zoom, så objektivet bliver længere, når du zoomer ind.
Objektiverne vejer desuden stort set det samme, da Sigma-objektivet vejer 2100 gram og Sony-objektivet vejer 2115 gram.
Sigma 150-600mm F5-6.3 DG DN OS | Sports forventes at kunne købes online og i diverse fotobutikker i slutningen af august 2021.
Du kan læse vores anmeldelse af Sony FE 200-600mm F5.6-6-3 G OSS her.
Tamron har også lavet deres bud på en lignende tele – den kan du læse anmeldelsen af her.

Sigma 150-600mm F5-6.3 DG DN OS | Sports er vejrforseglet, hvilket gør objektivet mere resistent overfor støv og vand.
© Sigma