Sigma 50mm F1.2 DG DN | A

Blød bokeh til skarp pris.

Med en vægt på 745 gram er objektivet det letteste i sin klasse.

Skal du kun have et objektiv med fast brændvidde, er der gode argumenter for, at en 50 mm prime ville være det rigtige valg. Brændvidden kan bruges til alt fra landskaber og arkitektur til portrætter og gadefotos. Objektiverne fås med forskellige lysstyrker, og F1.2-udgaverne er typisk de mest lysstærke og kostbare. Med 50mm F1.2 DG DN | A fra Sigmas Art-serie er prisen dog betydeligt lavere end de fleste andre F1.2-udgaver.

Takket være den høje lysstyrke fik vi skarpe aftenbilleder i byen ved ISO 200 uden stativ. Objektivet har ikke indbygget stabilisering, så vi klarede os med stabiliseringen i Panasonic Lumix S5 IIX, som vi testede optikken på.

Blænden har hele 13 lameller, hvor de fleste andre har 11 eller færre. Det giver en flot bokeh, hvor højlysene er bløde og runde, hvilket er ideelt til bl.a. portrætter. Selv på de største blændeåbninger står personer knivskarpt foran den slørede baggrund. På F1.2 er der vignettering, så hjørnerne er mørkere end midten. Det er sjældent et problem i portrætter, da hovedmotivet ikke befinder sig ud mod hjørnerne, og det kan fjernes i redigeringen. Vignetteringen forsvinder først helt ved F5.6.

Autofokus arbejder hurtigt og lydløst. Til manuel fokus er der en stor ring, som roteres med en jævn og stabil fornemmelse. Objektivet, som er blandt de mest kompakte i sin klasse, er i det hele taget bygget i lækre materialer, og det er skabt til at modstå vind og vejr.

Især til portrætter og aftenscener, men også mange andre motiver, får man virkelig meget ud af 50mm F1.2 DG DN | A, og kvaliteten på både billeder og konstruktion er høj.

PRIS

11.695 kr.

DOMMEN

+

Velkonstrueret og kompakt design.

Hurtig og lydløs autofokus.

Imponerende skarphed og lækker bokeh.

Der er vignettering op til og med F4.0.

Objektivet har ikke indbygget stabilisering.

Testbilleder