Det 14. objektiv i Sonys velansete G Master-serie er meget passende på 14 mm. Det er dermed den mest vidvinklede prime blandt Sonys 63 optikker til E-mount. Billedkvaliteten er som forventet helt i top med sublim skarphed, der ikke aftager meget ud mod kanterne, og en smukt sløret baggrund på de største blændeåbninger. Fokusmotorerne er som altid på dette niveau lynhurtige, præcise og næsten lydløse. Glasset egner sig med sin brændvidde og kraftige lysstyrke fortrinligt til blandt andet astro og landskaber, og vi havde det da også med på mælkevejstur. Der var heller ingen problemer med nærbilleder ved nærgrænsen på 25 cm, der giver et spektakulært perspektiv med så meget vidvinkel.
Med en overraskende lav vægt på bare 460 gram er 14mm GM nemt at have med på farten. Til sammenligning vejer Sigmas 14mm F1.8 hele 1230 gram.
Kravene til GM-objektiver er store, og her skuffer det nye da heller ikke med en fornem konstruktion samt en lækker og tilpas stram blændering og indbygget modlysblænde. Filtre kan af samme grund monteres i bagenden.
PRIS:
13.000 kr.