Fokushastigheden er forbedret, så den lever op til nutidens hurtige kameraer og intelligente fokussystemer.
Sony så lyset i de spejlløse kameraer flere år før konkurrenterne og er derfor allerede i gang med et optisk generationsskifte. I disse år lancerer Sony derfor nye udgaver af deres objektiver, og denne gang er turen kommet til 16-35mm F2.8 i den luksuriøse GM-serie.
Genfødslen handler om vægt, størrelse og kvalitet, og førstnævnte bemærkede vi med det samme, da vi fik det i hænderne. Det nye objektiv har smidt en femtedel af vægten og er således nede på 547 gram. Der er altså røget 133 gram, så isoleret set betyder det ikke det store. Ejer man den hellige treenighed, der også består af de nye udgaver af Sonys 24-70 og 70-200, har man nu i alt næsten 800 gram mindre på ryggen, og så begynder det virkelig at gøre en forskel.
Selve størrelsen er ikke ændret væsentligt, så det er på den optiske side, at den mest markante forbedring findes. På 16 mm F2.8 er det nye objektiv nemlig meget skarpere og lysere i sider og hjørner end Mark I. Forskellen er udlignet fra F8.0, men på F22 er der igen et overtag. I midten er de næsten lige gode.
På 24 mm er der oven i købet tydelig forskel på detaljegraden i midten på F2.8. Læg dertil ganske store forskelle i sider og hjørner, der både er væsentligt mere detaljerede og lysere hos Mark II. Midten udlignes først ved F11, mens de to objektiver præsterer nogenlunde ens i sider og hjørner fra F16.
Det samme billede gør sig gældende på 35 mm, hvor de to generationer først spiller lige op på F11. På den maksimale brændvidde er det nye 16-35 i øvrigt mindre skarpt i siderne på de store blændeåbninger, men er også her noget bedre end den gamle udgave.
PRIS
21.000 kr.
DOMMEN
+
Ekstremt detaljeret og lys i sider og hjørner.
Styr på reflekser og misfarvede overgange.
Vægten er reduceret med 20 procent.
Lynhurtig autofokus og ingen focus breathing.
-
Vores prisgrænse er desværre overskredet.