Sony FE 16mm F1.8 G

Lille letvægter sætter sig mellem to stole.

Ud over astro, landskaber og street er objektivet også pga. den lave vægt velegnet til at filme sig selv håndholdt.

Indledning

Hidtil har man som Sony-fotograf været tvunget til at vælge mellem den dyre 14mm F1.8 GM og den mere overkommelige 20mm F1.8 G, hvis man ville anskaffe sig en original vidvinkel med fast brændvidde. Nu er der et tredje valg, der lægger sig fint midt imellem. Hvor 14 mm giver et forvrænget perspektiv, giver det nye objektiv på 16 mm mere retvisende linjer uden dog at tabe den dynamik, der lidt forsvinder på 20 mm.

Størrelse og vægt gør objektivet til en fornøjelse at arbejde med. Det vejer 156 gram mindre end Sonys 14mm GM, og det er også både smallere og kortere. Der er stadig blevet plads til 11 blændelameller, der giver en flot baggrundssløring, og de to fokusmotorer stillede hurtigt skarpt hver eneste gang. Hastigheden er optimeret, så FE 16mm kan følge med fx et Sony A9 III, der kan tage op til 120 billeder i sekundet.

Læs mere

På de største blændeåbninger helt op til F5.6 er billederne noget bløde i hjørnerne på vores Sony A7R V, men flot skarpe i midten og med god kontrast. Der er en del fortegning, men det kan rettes i redigeringen, og i jpeg-filer er der ingen problemer. Baggrundssløringen er udmærket, dog med løgringeeffekt, og højlys bliver lidt citronformede i hjørnerne på de store blændeåbninger.

Focus breathing skulle ifølge Sony være under kontrol, så udsnittet ikke ændrer sig så meget, når man skifter fokus fra nær til fjern eller omvendt. Vi kan stadig konstatere et skifte, men det er kun en udfordring i særlige videosituationer. Der er ikke billedstabilisering, men pga. den korte brændvidde og den indbyggede stabilisering i mange kameraer er det ikke noget problem.

PRIS

8350 kr.

2 hurtige om Sony FE 16mm F1.8 G

Der er en lækker blændering på objektivet, der kan låses, så man ikke utilsigtet ændrer blænde.

Objektivet har en programmérbar knap på siden. Den kan også bruges til at fastholde fokus.

Dommen

+

Skarp og kontrastrig i det meste af billedfladen.

Utrolig let og kompakt.

Nærgrænsen er helt nede på 13 cm.

-

Bløde hjørner og en del fortegning.

Baggrundssløringen kunne være bedre.

Karakter

Specifikationer

13 cm nærgrænse

11 blændelameller

7,5 x 7,4 cm

304 gram

Testbilleder