FE 300mm F2.8 er det første af sin slags til spejlløse systemkameraer.
Selv om Sony har det største arsenal med intet mindre end 72 objektiver til deres spejlløse systemkameraer, har der alligevel manglet noget. Et professionelt objektiv i lav vægtklasse til blandt andet indendørs sport kommer nemlig først nu. Og her bliver der ikke snydt på vægten, for med 1470 gram er Sonys 300mm stort set halvt så tung som lignende objektiver. Desuden er de 20 linseelementer placeret langt tilbage i objektivet, så det balancerer perfekt, og selv om vi kendte vægten på forhånd, blev vi alligevel positivt overraskede, da vi fik det i hånden. Det føles næsten urealistisk let, men samtidig robust og eksklusivt.
Den lave vægt betyder også, at man kan skyde håndholdt sport i længere tid uden etbenet stativ. Vi testede det på et atletikstadion, hvor vi fotograferede længde- og højdespringere samt hækkeløbere på Sony A9 III i lynhurtige serier på op til 120 billeder i sekundet. Aldrig har vi haft så stor en andel skarpe skud, og de to lineære XD-motorer svigtede os aldrig, men sikrede knivskarpt fokus. Baggrundssløringen er fantastisk, og detaljegrad samt farver lever op til det professionelle design. Sony lover i øvrigt også, at hvert eneste objektiv er individuelt kalibreret.
Objektivet er udstyret med en funktionsring, der kan programmeres efter behov. Vi havde den indstillet, så vi hurtigt kunne skifte til APS-C-mode, når vi havde brug for at komme tættere på motivet. Der er også blevet plads til fire programmérbare knapper og en filterholder helt bagerst. Dermed er vores gæt, at sportsfotograferne drømmer om Sony 300mm F2.8, inden det går løs i Paris til sommer.
PRIS
52.000 kr.
DOMMEN
+
Leverer suveræn detaljegrad ved høje hastigheder.
Skarpheden holder helt ud i hjørnerne.
Sony fejer al konkurrence væk ift. vægten.
Gav os utroligt mange skarpe serier.
-
Mest for dem med en betalende arbejdsgiver.