Det 12. objektiv i Sonys eksklusive GM-serie er mindre end forventet. Der er skåret næsten 20 procent i vægt i forhold til Zeiss’ tilsvarende glas, så vi er nede på 524 gram. Også længden på blot 9,6 cm er imponerende.
To ekstrem-asfæriske linser sørger for fremragende detaljer, der får vores ellers knivskarpe 24-105mm til at ligne noget fra en svunden tid. 11 blændelameller bidrager til flot rund bokeh, og den elektroniske motor arbejder lynhurtigt.
Objektivet leverer fremragende fotos med overbevisende hjørner og uden refleksioner. Der ses dog kromatisk aberration især i modlys. Nærgrænsen er nede på 25 cm, så vi med den vejrforseglede prime kunne lave flotte nærbilleder med vidvinklet perspektiv.
PRIS
13.500 kr.