Umiddelbart kan man undre sig over lanceringen af denne vidvinkel, da Sony allerede har det ældre Vario-Tessar T* FE 16-35 mm F4 ZA OSS til 8795 kroner og det lysstærke FE 16-35mm F2.8 GM til 17.950 kroner. Det er der dog en god grund til, for FE PZ 16-35mm F4.0 G har modsat de andre motorzoom, som nemt betjenes via en skydeknap eller med zoomringen. Der er ingen brændviddeangivelse på objektivet, så her må man tjekke på skærmen eller i søgeren.
Blænderingen kan låses, hvis man hellere vil vælge blænde i kameraet. Desuden kan ringens klik slås fra, hvilket er en fordel ved video, hvor man lydløst og glidende kan ændre blænde og dermed baggrundssløring. Også zoommotoren er dejlig lydløs.
Raw-filerne er præget af stærk fortegning, men i jpeg-filerne er det rettet op, hvilket dog også betyder beskæring. Der er fornem skarphed i midten fra fuld blænde til F16 i hele området. Fra 16 til 24 mm er hjørnerne dog lidt bløde. Der ses ingen farvefejl, men ganske svag vignettering på F4.0 på 16 mm. Ellers ikke. Bagsiden af medaljen er en ret høj pris.
PRIS:
11.999 kroner