Sony FE 400mm F2.8 GM OSS
© Sony

Sony udfordrer Canon og Nikon med drømmeobjektiv på 400 mm

Med det nye FE 400mm F2.8 GM OSS får professionelle sports- og dyrefotografer endnu en god grund til at vælge Sonys system.

28. juni 2018 af Kristoffer Engbo

I de seneste år er Sony gået i offensiven for at friste professionelle fotografer med deres spejlløse systemkameraer med full-frame-sensorer og de tilhørende FE-objektiver.

I forhold til Canon og Nikon, som traditionelt har været prof-fotografernes valg, har der dog været lidt huller i serien af objektiver. Et af dem dækker Sony nu med et nyt objektiv med en brændvidde på 400 mm.

FE 400mm F2.8 GM OSS er den hidtil kraftigste tele blandt Sonys FE-objektiver med fast brændvidde. Med en vægt på 2,9 kilo er det omkring et kilo lettere end Canons og Nikons tilsvarende objektiver.

Objektivet er en del af Sonys G Master-serie, der fokuserer på høj detaljegrad og en flot bokeh – altså baggrundssløring. FE 400mm F2.8 GM OSS har en blænde med 11 lameller, og specielle overfladebehandlinger reducerer refleksioner i linserne.

> Læs mere om Sony her

FE 400mm F2.8 GM OSS har ny autofokus

FE 400mm F2.8 GM OSS er udstyret med to nyudviklede fokusmotorer, der ifølge Sony skulle give fem gange så god ydelse på motiver i bevægelse som deres 300mm F2.8-objektiv.

Objektivet er konstrueret til at modstå støv og fugt, og frontlinsen har en fluor-belægning, der afviser skidt og fingeraftryk.

Der er indbygget billedstabilisering, der kan arbejde i tre forskellige tilstande, heriblandt en ny Mode 3, der skulle gøre det nemmere at komponere, når man følger bevægelige motiver.

Sony FE 400mm F2.8 GM OSS

Der et stort udvalg af indstillingsmuligheder på det nye FE 400mm F2.8 GM OSS. Billedstabiliseringen kan fx indstilles i tre tilstande.

© Sony

Sidste år lancerede Sony kameraet Alpha9, der blandt andet er henvendt til professionelle sportsfotografer, og Sony er nu klar med en firmwareopdatering, der blandt andet sikrer, at kameraet spiller optimalt sammen med det nye objektiv.

FE 400mm F2.8 GM OSS kommer til salg til september og den vejledende udsalgspris er 95.000 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...