Indledning
I mere end 40 år har Tamron lavet udgaver af deres populære og billige makroobjektiv til filmkameraer, digital spejlrefleks og nu til systemkameraer. I 2024 kom den seneste udgave, der passer til hhv. Nikon og Sony, og vi har testet objektivet på et A7R V fra sidstnævnte.
Tamrons lave pris levner ikke plads til en helt så overlegen konstruktion som i Sonys velkendte makro fra 2015 med samme brændvidde og lysstyrke. På billedkvaliteten er forskellene dog lidt mindre, og Tamron laver knivskarpe billeder og fokuserer ganske hurtigt. Dog kan optikken blive usikker, men en begrænserknap sikrer, at man kan fokusere inden for to mindre områder og dermed holde objektivet oppe i hastighed.