Canon RF 800mm F11 IS STM

Den nye tele på 800 mm er ekstremt kompakt.

Vilde nye objektiver til Canons spejlløse full-frame-kameraer

Canon er klar med objektiverne Canon RF 600mm F11 IS STM og Canon RF 800mm F11 IS STM, der er helt unikke, når det gælder vægt, brændvidde og pris.

9. juli 2020 af Kristoffer Engbo

Teleobjektiver på 600 mm eller mere er normalt kun noget, vi fotoentusiaster kan drømme om. Prisen lander typisk på den gale side af 100.000 kroner, og vægten ligger på tre til fire kilo.

Det laver Canon radikalt om på med to nye objektiver på henholdsvis 600 og vilde 800 mm, der altså begge kan bringe dig rigtig tæt på fugle og andre fjerne motiver.

Her er prisen på Canons nye teleobjektiver

600 mm-objektivet vejer blot 930 gram – og den vejledende pris er kun 6129 kroner. Objektivet på 800 mm vejer 1260 gram og koster kun 8149 kroner.

Canon RF 600mm F11 IS STM og Canon RF 800mm F11 IS STM

Både Canon RF 600mm F11 IS STM og Canon RF 800mm F11 IS STM foldes sammen, når de ikke er i brug, så de fylder mindre. Du vrider på en ring og trækker objektivet ud, når du skal tage billeder.

Særligt på ét punkt kan de nye objektiver dog ikke følge med de store, dyre optikker, og det er på lysstyrken.

Den er helt nede på F11 på de nye objektiver, hvor den fx er F4.0 på de dyre 600 mm-objektiver. Det betyder, at der slipper mindre lys ind til sensoren, så du må bruge længere lukkertider eller højere ISO-værdier.

Trods den lave lysstyrke fungerer autofokus i de nye R-kameraer sammen med Canon RF 600mm F11 IS STM og Canon RF 800mm F11 IS STM. Som navnene antyder har begge objektiver indbygget billedstabilisering.

>Læs også: Det betyder tallene på dit objektiv

Canon RF 600mm F11 IS STM

Canon RF 600mm F11 IS STM har ligesom sin storebror på 800 mm en autofokusmotor af den støjsvage STM-type.

Dobbelt op på brændvidden

Canon er også klar med to nye telekonvertere på henholdsvis 1,4x og 2,0x til RF-objektiver, og sætter du EXTENDER RF 2x på de nye objektiver, får du altså brændvidder på henholdsvis 1200 og 1600 mm med en lysstyrke på F22.

Der er også to andre spændende objektiver til R-serien fra Canon. Det ene er zoomobjektivet Canon RF 100-500mm F4.5-7.1L IS USM, der har en billedstabilisering, som kan kompensere for hele fem trin. Objektivet er vejrforseglet og har en programmérbar kontrolring. Prisen er 25.299 kroner.

>Læs også: Derfor skal du opdatere dit kameras firmware

Det andet objektiv er Canon RF 85mm F2.0 MACRO IS STM, der især er velegnet til portrætter, men også bringer dig helt tæt på motiverne med sin makro på 1:2, hvor motiverne altså gengives i halv størrelse på billedchippen. Objektivet koster 5699 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...