Med en skærmstørrelse på 70,8 x 40,0 cm kunne vi uden problemer have både Lightroom og Photoshop fremme samtidig.
Denne 4K-skærm på 32 tommer fra ASUS er den vildeste, vi til dato har testet, og bare et kort blik på specifikationerne fik os til at tabe kæben. Samme effekt havde prisskiltet, der er på niveau med et mellemformatkamera som Fujifilm GFX 100S. Vi vil derfor understrege, at PA32UCG næppe er det oplagte førstevalg, hvis man har sparet på fotoudstyret. Skærmen er ganske enkelt en sag for feinschmeckere, der ikke vil gå på kompromis, uanset pris.
Selv om vi finder prisen astronomisk og grænsende til det urimelige, må vi konstatere, at pris og kvalitet hænger nøje sammen. PA32UCG er enestående. Da vi møjsommeligt havde fået bakset de 19,8 kilo skærm på plads, blev vi overmandet af dens kraftfulde og detaljerede gengivelse.
Der er tale om verdens første HDR-skærm med en lysstyrke på 1600 nits. Det mest normale er en lysstyrke på 1000 nits, hvilket slet ikke er dårligt. Med så stor en styrke havde vi sjældent brug de medfølgende lysdæmpende plader, der skærmer for udefrakommende lys.
Selve skærmen er af den gode IPS-type, og ganske usædvanligt består den af et mini LED-panel, der har tre gange så mange lyskilder som tilsvarende skærme. Ud over at give skærmen en tykkelse på hele 6,0 cm betød det, at vi selv fra ret skæve vinkler kunne se et detaljeret billede. Sort blev gengivet som rigtig sort, uden at andre mørke områder blev påvirket. Vi kunne skelne de fineste nuancer i skyggerne, uden at vi på nogen måde savnede kontrast. Billederne fremstod rolige, indbydende og saftige.
For den krævende fotograf er der mange valgmuligheder, når det gælder farvegengivelse. Skærmen dækker fx 98 procent af farverummet DCI-P3 og 99,5 procent af Adobe RGB, og farvegengivelsen er da også virkelig ren med meget fine overgange i nuancerne.
Vil man redigere video i proklasse, byder skærmen på på hele 14 presets til dette. Betjeningen er enkel via knapper på bagsiden, og der er gode tilslutningsmuligheder med fx lynhurtige Thunderbolt 3-stik.
PRIS
46.880 kr.
Det syntes vi efter ...
4 minutter: Den høje vægt kræver gode armkræfter.
7 timer: Vores højopløselige fotos står mere detaljeret, end vi før har set.
6 dage: Vi vil meget nødigt undvære denne skærm igen.
Dommen
+
Farve- og detaljegengivelse i absolut topklasse.
Fornem kontrast med fine overgange i nuancerne.
Høj lysstyrke og god betragtningsvinkel.
Medfølgende kalibreringsværktøj.
–
Overvældende prisskilt.