GoPro HERO12 Black

Kæmper for at komme først.

De fine kreative effekter til videoer med bl.a. stjernespor og lysmaling fra 11’eren kan nu også bruges på fotos.

I mere end 20 år er GoPro-kameraerne blevet lidt bedre for hver generation. I de senere år har DJI’s actionkameraer imidlertid været overlegne på batteritid, så blandt nyhederne i HERO12 er netop flere minutter per opladning. Der bruges dog samme batteri som i HERO11, men fordi GoPro har smidt gps-funktionen ud, er det lykkedes at gøre 12’eren lidt bedre. Vi satte både 11 og 12 til at optage i 5,3K/60fps udendørs i ti graders varme. Sidste års model klarede 56 minutter, mens vi fik 66 minutter ud af den nye 12’er. I 4K/30 fps fik vi sidstnævnte op på 104 minutter. I modsætning til DJI aflader GoPro omkring ti procent om ugen, når man ikke bruger det, så det er værd at huske, når det skal med på optagelse efter en længere pause.

Billedkvaliteten er uforandret i forhold til sidste års 11’er, så man får stadig fine optagelser med gode farver, balanceret kontrast og rimelig kontrol med højlys og skygger. HERO12 kan optage video i HDR, der giver flere detaljer i mørke og lyse områder, men det kan også se lidt kunstigt ud. Man kan nu også optage i log-format, så farverne kan justeres mere præcist i redigeringen.

Blandt andre nyheder er muligheden for at tilslutte trådløse øretelefoner og på den måde kunne tale over sine videoer, selv om kameraet fx er monteret uden på bilen, mens man kører. Lydkvaliteten er behersket, men det er bedre end ingen lyd. Er man tæt på sit GoPro, bliver lyden bedre med den indbyggede mikrofon.

På grund af den højere opløsning, de kreative programmer og de mere realistiske farver foretrækker vi GoPro 12 frem for DJI Action 4 – men det er næsten dødt løb.

PRIS

3562 kr.

DOMMEN

+

Lidt bedre batteritid.

Forrygende billedstabilisering i dagslys.

Høj opløsning og lidt bedre billedkvalitet end DJI.

-

Gps-funktionen er skrottet.

Ingen afgørende forbedringer ift. HERO11.

Testoptagelser