HERO9 kan optage op til 30 sekunders video, før du trykker på knappen.
Der skulle gå hele 16 måneder, før amerikanske GoPro gengældte den krigserklæring, der kom fra Kina i 2019. Dengang lancerede DJI deres første actionkamera i form af Osmo Action, og det havde som noget nyt både en skærm bagpå og en foran til selfie-optagelser. Desuden var det vandtæt ned til 11 meter, hvor GoPro klarede ti. Ren provokation. Med HERO9 Black svarer GoPro langt om længe igen med en skærm på fronten, men vandtætheden er stadig på kun ti meter. Til gengæld er der mange andre nye unikke funktioner, der igen får amerikanerne til at stå stærkest.
Video er nu for første gang i et actionkamera helt oppe på 5K, der gør det muligt at beskære optagelserne og lave stillbilleder fra videoklip på hele 14,7 mio. pixels. For første gang siden 2012 er opløsningen på fotos steget, så den nu er på 23,6 mio. pixels i stedet for 12 mio. GoPro leverer farverige optagelser med udmærkede detaljer, fin eksponering, relativ god kontrol med højlys og forbedrede skyggeområder. Det er ikke på niveau med system- og spejlreflekskameraer, men til gengæld kan GoPro tåle en hård behandling, og så er den indbyggede elektroniske billedstabilisering nu i tredje generation og fås ikke bedre. Vi kørte flere ture på motorcykel med HERO9 spændt på brystet, og selv med pæn fart over bump fremstår optagelserne helt flydende.
Horizon Leveling er en anden nyhed, der også imponerede os. Den sikrer, at horisonten altid er helt lige, selv om kameraet sidder eller holdes skævt i helt op til cirka 30 grader.
Kameraets store ulempe er den berøringsfølsomme skærm bagpå, der ikke altid er helt pålidelig. Det gør det indimellem frustrerende at vælge funktioner i menuen.
PRIS
3785 kr.
Det syntes vi efter ...
10 minutter: Skærmen reagerer ikke så godt på berøring som det ældre DJI.
3 dage: I solskin får vi de flotteste optagelser, vi har set fra et actionkamera.
Dommen
+
Markedets bedste actionkamera.
Mange nye og nyttige funktioner.
Højere opløsning og bedre detaljer.
–
Skærmen reagerer ikke optimalt på berøring.
Noget dyrere end Osmo Action, men ikke meget bedre.
Testoptagelser
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.