Amerikanske Oakley har med Vanguard-modellen lavet en sporty solbrille med kamera, og vi var meget spændte, da vi tog det med på første tur. Videokvaliteten er ikke helt på niveau med de nyeste telefoner, men stadig bedre end forventet, når man husker på, at kameradelen er så lille, at den kan sidde i brillestellet lige mellem øjnene. Farverne i fx en kraftig blå himmel kan godt blive lidt for blå i visse situationer, og nede ved horisonten bliver det blå i visse situationer til en udbrændt stribe, mens området omkring solen faktisk bliver bevaret ganske pænt. Detaljegraden er udmærket, og ser man optagelserne på en telefon, er resultatet helt fint.
Der er også indbyggede højttalere i hver brillestang, så man kan høre musik via sin telefon. Også her blev vi positivt overrasket over kvaliteten, selv om man ikke får meget bas for pengene. Til gengæld kan man lytte til musik og samtidig høre trafikken omkring sig.
Samarbejdet med Meta betyder, at man kan poste videoer eller billeder direkte fra brillerne til Instagram ved at sige en bestemt kommando. Man kan også spørge Metas AI om alverdens ting og få svar uden at tage telefonen op af lommen. Vi koblede desuden vores Garmin-ur til brillerne, så vi på løbe- og cykelture kunne spørge til km-tider og lignende.
Oakley Vanguard sidder godt fast, og som solbriller er kvaliteten helt i top.
PRIS
3959 kr.