Tiderne er forbi, hvor du måtte en tur i fars gemmer eller på brugtmarkedet for at få fingrene i et analogt kamera. Ligesom vinylplader og grammofoner har gjort et comeback, er det samme sket for fysiske filmruller og analogkameraer.
De senere år har interessen for at skyde med film været stigende, og tendensen er nu så markant, at etablerede kameraproducenter sender nyudviklede analogkameraer på markedet.
Gennemarbejdet retrokamera
Pentax har været to år om at udvikle Pentax 17, som er det første nye analogkamera fra producenten i årtier. Det er solidt rodfæstet i producentens tradition for filmfotografi og byder på fastmonteret objektiv med en brændvidde svarende til 37 mm og en blænde F3.5.
Kameraet skyder billeder i halvformat, hvor to billeder på 17 x 24 mm optages i en enkelt ramme i 35 mm-format. Det betyder, at du får billeder i vertikalt format ligesom på en smartphone, når kameraet vendes horisontalt.
Eksponering kan ske automatisk, eller du kan vælge standardoptagelse, blændeprioritet eller synkronoptagelse.
Fokus vælges med et zonefokuseringssystem inddelt i seks fokuszoner fra makro til landskab.
Pentax 17 koster 4.349 kroner.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Klassisk model fra pioneeren
Kodak, som spillede en afgørende rolle, da analoge kameraer i tidernes morgen indtog verden, tilbyder også flere nyudviklede analogkameraer.
Kodak i60 er et klassisk analogkamera til 35mm film. Det har vidvinkelobjektiv på 31mm med fast fokus samt en optisk søger og indbygget flash, der popper op, når du trykker på en knap.
Frem- og tilbageføring sker manuelt.
Kameraet koster 599 kroner.
Analog allrounder
Lomography har produceret adskillige analogkameraer i nyere tid, ofte med en legelysten tilgang til filmfotografi.
Lomo LC-Wide er alsidig model. Kameraret har et 17 mm vidvinkelobjektiv, bruger alle typer 35 mm-film og kan skyde i tre forskellige formater - fuldt format, firkantet eller halvformat.
Det er nemt at lave dobbelteksponeringer, og der er automatisk eksponering, hurtig fokus og stativgevind.
Prisen er 2.999 kroner.