Disse kamera-fejl kan ødelægge din flyrejse

Forkert pakning af kamera, batterier og analog film kan føre til ekstra kontrol eller konfiskation. Her er reglerne, du skal kende, før du rejser med kamera.

Pak kamaeraet i håndbagagen i stedet for den indtjekkede bagage, når du skal på rejse med fly.

For mange af os er kameraudstyret lige så vigtigt som passet, når vi rejser.

Alligevel opstår der igen og igen problemer i lufthavne og ombord på fly, fordi reglerne for kameraer, batterier og analog film bliver overset.

Det kan koste både tid, penge og i værste fald hele rejsen.

Her fortæller vi, hvad du absolut ikke må gøre, og hvordan du håndterer dit grej korrekt, før du letter.

Må jeg pakke kameraudstyr i indtjekket bagage?

En af de mest udbredte fejl er at pakke kameraudstyr i den indtjekkede bagage.

Selvom det kan virke fristende for at spare plads i håndbagagen, er det en dårlig idé. Bagage udsættes nemlig for hårde stød, store temperaturudsving og i nogle tilfælde tyveri.

Samtidig må lithiumbatterier slet ikke transporteres i indtjekket bagage.

Kameraer, objektiver og batterier bør derfor altid medbringes i kabinen – helst i en dedikeret kamerataske, hvor udstyret ligger stabilt og beskyttet.

Hvordan skal batterierne pakkes, når jeg flyver?

Batterierne kræver særlig opmærksomhed. Løse kamerabatterier kan kortslutte og udgøre en brandrisiko, hvilket security tager meget alvorligt.

Derfor må de ikke ligge frit i tasken, men skal opbevares i etuier eller med afdækkede poler.

Overser du dette, risikerer du, at batterierne bliver konfiskeret allerede i sikkerhedskontrollen.

Tag batterierne ud af kamera og pak dem i håndbagagen, hvis du vælger at pakke kameraet i den indtjekkede bagage.

Er der særlige regler, når jeg rejser med analogt kamera

Rejser du med analogt kamera, er der endnu en faldgrube, som mange ikke kender.

Film er sårbare over for røntgenscanninger – især film med høj ISO. Moderne lufthavne anvender i stigende grad CT-scannere, som kan beskadige al analog film, uanset følsomhed.

Derfor bør film aldrig blive i tasken ved security. Du har ret til at bede om manuel inspektion, men det kræver, at filmen er let tilgængelig og tydeligt adskilt fra resten af udstyret.

At håbe på, at “det nok går” er en klassisk fejl, der kan koste uerstattelige billeder.

Københavns Lufthavn skriver: "Pak dine film i en ziplock-pose eller filmpose – rejser du med råfilm, skal du selv medbringe en filmpose, som er fremstillet til at kunne udføre en manuel undersøgelse af råfilm."

Må jeg filme eller fotografere i securityområdet?

Mange rejsende bliver også overraskede over, hvor lidt spillerum der er i securityområdet. Her er det ikke tilladt at filme eller fotografere – heller ikke med mobilen. Samtidig skal kameraer, store objektiver og andet elektronisk udstyr ofte tages ud af tasken, og personalet forventer, at du følger procedurerne uden diskussion. Jo mere overskueligt dit grej er pakket, desto hurtigere og mere gnidningsfrit forløber kontrollen.

Må jeg fotografere om bord på flyet?

Ombord på flyet gælder der også klare regler.

Kameraudstyr må ikke bruges, hvis kabinepersonalet beder om, at elektronisk udstyr slukkes eller sættes i flytilstand.

Under start og landing skal alt løst grej være forsvarligt pakket væk – enten under sædet eller i overhead-bin. Større kameraer og objektiver kan udgøre en sikkerhedsrisiko, hvis de ikke er korrekt opbevaret.

Du må fotografere i kabinen, når flyet ikke er ved at lande eller lette.

Sådan pakker og håndterer du kameraudstyr korrekt

  • Brug en dedikeret kamerataske i håndbagagen
  • Opbevar batterier i godkendte etuier
  • Læg analog film i gennemsigtige poser
  • Bed roligt om manuel inspektion i security
  • Følg altid personalets anvisninger

Flyrejsen er ikke stedet at improvisere med kameraudstyr. Med den rette pakning og respekt for reglerne kommer både dit digitale og analoge grej sikkert frem – uden ubehagelige overraskelser i lufthavnen.