Der er efterhånden ikke mange producenter, som stadig laver hårdføre kompaktkameraer, men Ricoh holder fast. WG-80 er den seneste model, men i forhold til forgængeren WG-70 fra 2020 er det skuffende småt med forbedringer. Faktisk er det kun kosmetiske justeringer i designet og en dobbelt så høj lysstyrke i de ellers fine LED-lamper, som sidder omkring objektivet.
Kameraet ligger fint i hænderne, knapperne er nemme at betjene, og på fx en strand- eller mountainbiketur er kameraet sjovt selskab. Det kan klare sig på 14 meters vanddybde, hvilket er fint til de fleste snorkelture, og så er kameraet støvtæt og kan tåle fald fra 1,6 meters højde. Det giver en fin sikkerhed, når omgivelserne er barske.
WG-80 har 5x optisk zoom, der dækker 28-140 mm, hvilket er fint til det meste. Indstillet til makrooptagelse er nærgrænsen nede på 1,0 cm. Det fungerer godt, når man gør brug af LED-lamperne og dermed undgår skygger.
Når det gælder billedkvalitet, klarer det sig fint for et kompaktkamera, uden dog at imponere. Med sin ekstremt lave hastighed ved serieoptagelser og langsomme følgefokus, er WG-80 dog håbløst til hurtig action.
Vi undrer os over, at man ikke har hentet flere finesser fra det tre år gamle WG-6, der har 20,0 mio. pixels og kan skyde video i 4K. WG-80 klarer kun Full HD. Vi så også gerne mulighed for at skyde raw samt et moderne usb-c-stik til opladning i stedet for det gamle Micro-usb-stik.
Der er ingen tvivl om, at WG-80 giver dig mulighed for at skyde billeder, du ellers ikke ville få taget med din dyre kameraudrustning, men kameraet har mere karakter af legetøj til en høj pris.
PRIS
2945 kr