Sony ZV-1F

Kompaktkamera med mangler.

Den faste brændvidde, der svarer til 20 mm, egner sig godt til optagelser, hvor man selv er med i billedet.

ZV-modellerne henvender sig især til dem, der laver fotos og videoer til sociale medier. Ligesom det første i ZV-serien, ZV-1, har det nye ZV-1F en forholdsvis stor 1”-sensor, men det oprindelige zoomobjektiv er udskiftet med en fast brændvidde svarende til 20 mm.

Desuden har autofokus kun kontrastdetektion, hvor ZV-1 også har fasedetektion, og den manglende fasedetektion kan mærkes. Kameraet har en særlig funktion til produktfremvisning i videooptagelser, hvor det skifter fokus fra personen foran kameraet til det, man holder op foran frontlinsen. Når man fjerner produktet, fanger fokus igen øjnene. Fokus skifter dog langt mere tøvende og langsomt end på ZV-1. Sporingsfokussen er også sløv og lidt hakkende.

Billedkvaliteten i både fotos og video er ikke meget bedre end den, man får fra mange mobiltelefoner. Dog har man med ZV-1F større muligheder for at arbejde med dybdeskarpheden. I fotos er skarpheden god på F2.0 til F5.6, mens mindste blændeåbning på F8.0 er ret blød. Video kan optages i op til 4K med 30 billeder i sekundet. Der er ingen optisk billedstabilisering, men kun en digital, der beskærer optagelserne og ikke fungerer særlig godt.

Betjeningen er gjort meget simpel med få valgmuligheder. Det vil formentlig tiltale dem, der for første gang vil bruge et rigtigt kamera, men ikke går op i indstillingerne. Erfarne fotografer vil savne flere muligheder, blandt andet kan man helt uforståeligt heller ikke optage i raw, men kun i jpeg.

ZV-1 er kun lidt dyrere end ZV-1F, men har optisk billedstabilisering, raw og hurtigere fokus, hvorfor vi klart ville vælge den første model i serien.

PRIS

4490 kr.

Det syntes vi efter...

4 minutter:
Manglende raw må være en fejl.

6 dage:
God størrelse, men kameraet er for skrabet.

Dommen

+

Nemt og simpelt.

Let og lommevenligt.

-

Kan ikke tage raw-fotos.

Autofokus er tøvende.

Få muligheder.

Testbilleder