Canon PowerShot G7 X Mark III + G5 X Mark II

Canon PowerShot G7 X Mark III og G5 X Mark II har fået stærke kort på hånden.

© Canon

To nye kameraer i Canons klassiske G-serie

Canon har opdateret to af deres kompaktkameraer i G-serien og går målrettet efter Sonys RX-serie. Her kan du se, hvad de nye Canon PowerShot G5 X Mark II og G7 X Mark III har at byde på.

Da Canon tilbage i år 2000 lanceret kameraet PowerShot G1 blev det startskuddet til en lang og historisk kameraserie, der for alvor fik den kræsne fotograf til at kaste sig over digitalt fotografi. 

Kameraserien har i løbet af de 19 år været igennem en rivende udvikling, og de 3,0 mio. pixels G1 kunne præstere, er nu afløst af sensorer på både 20,0 og 24,0 mio. pixels. G-serien er nemlig ikke længere kun et enkelt kamera, der udskiftes med mellemrum. Serien består af hele fem modeller i forskellige prisklasser.

To af kameraerne i mellemgruppen har nu fået en tiltrængt overhaling. Det drejer sig om PowerShot G5 X Mark II, der afløser den fire år gamle Mark I og PowerShot G7 X Mark III, der overtager pladsen for Mark II-versionen fra 2016.

Canon PowerShot G5 X Mark II

Mark II-versionen af G5 X har droppet sit spejlreflekslignende ydre og ligner nu sin lillebror G7 X Mark III.

© Canon

Canon udfordrer Sony

Canon PowerShot G5 X II har fået den helt store tur i forhold til forgængeren. Det betyder blandt andet at kameraet ikke længere har et spejlreflekslignende design med et stort søgerhus på toppen. Det betyder dog ikke, at søgeren er droppet. Den findes nu som en skjult popup-søger.

Kameraets hjerte er en 1"-sensor på 20,0 mio. pixels. Der er tale om en såkaldte stacked CMOS-sensor, der også findes i flere af Sonys avancerede og kompakte RX-kameraer. Desuden er G5 X Mark II udstyret med en ny Digic 8-processor.

Det, der især er spændende ved kameraet, er dog zoomobjektivet, som dækker 24-120 mm. Det har en imponerende lysstyrke på F1.8 til F2.8. Omkring objektivet findes i øvrigt en programmérbar indstillingsring.

Canon PowerShot G5 X Mark II

Canon PowerShot G5 X Mark II måler 11,1 x 6,1 x 4,6 cm og vejer 340 gram.

© Canon

Udover den fikse søger har kameraet en berøringsfølsom skærm, som kan vippes 180 grader op. Kameraet kan skyde 30 raw-billeder i serier med elektronisk lukker. Med kontinuerlig autofokus er hastigheden 8,0 billeder per sekund.

Canon PowerShot G5 X Mark II koster 7299 kroner og vil være i butikkerne i løbet af august.

Canon PowerShot G7 X Mark III

Canon PowerShot G5 X Mark III har en opløsning på 20,0 mio. pixels.

© Canon

Lillebror til lommen

Det nye Canon PowerShot G7 X Mark III er noget mindre end G5X Mark II, men de to kameraer minder designmæssigt meget om hinanden. Kameraet har dog ingen søger, og brændviddeområdet er med sine 24-100 mm noget mindre.

Kameraet har som sin storebror udstyret med en 1"-sensor på 20,0 mio. pixels og en ny Digic 8-processor.

Canon PowerShot G7 X Mark III

Ligesom hos storebror er der en programmérbar indstillingsring omkring objektivet.

© Canon

Canon PowerShot G7 X Mark III måler 10,5 x 6,1 x 4,1 cm og vejer kun 304 gram. Skærmen er fleksibel og kan vippes 180 grader op.

Kameraet er i butikkerne i august og sælges til en pris omkring 6199 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...