Indledning
God stabilisering øger chancerne for skarpe håndholdte skud. Kameraet i Zenfone 11 Ultra har ifølge ASUS indbygget en gimbal med seks-akset optisk stabilisering. Hvad der konkret gemmer sig i kameramodulet, kan man ikke se, og på trods af at der i menuen er et punkt, der hedder Kalibrer gimbal, er der ikke mulighed for at justere. Der stod blot "Kalibrering fuldført", fra vi startede telefonen første gang.
Hvad den indbyggede gimbal reelt består i er således svært at sige. Stabiliteten er ikke desto mindre stærk i telefonens hovedkamera, som har 50 mio. pixels, F1.9 og en brændvidde svarende til 24 mm. Selv når vi kørte på et skateboard, kunne vi skyde nogenlunde skarpe fotos og video. Det er generelt et glimrende kamera, som leverer detaljerede billeder med gode farver, selv når lyset er dæmpet.