For første gang er Googles Pixel-telefoner officielt tilgængelige i Danmark, og Pixel 7 Pro er topmodellen. Her får man den rene Android-oplevelse, hvilket vi foretrækker frem for de enkelte producenters egne brugerflader.
Telefonen har en ultravidvinkel på 12 mio. pixels, en vidvinkel på 50 mio. og en tele på 48, men uanset kamera gemmes jpeg-fotos i 12,5 mio. pixels. De ekstra pixels bruges blandt andet til at zoome med, og man kan komme helt ud på 30x digital zoom. Over 10x zoom er detaljegraden dog lav.
Den generelle billedkvalitet er på niveau med Apples og Samsungs bedste, men Pixel 7 Pro er billigere end både iPhone 14 Pro Max og Galaxy S22 Ultra. Aftenfotos er skarpe og ret støjfrie, og i dagslys får man gode farver, fine hudtoner og mange detaljer. Videoer er i flot kvalitet, og man kan kunstigt sløre fx baggrunden.
En ny funktion kan fjerne sløring i dine fotos, men vi er ikke imponerede. Vi kan bedre lide værktøjet Magic Eraser, der finder fx personer i baggrunden, som man nemt kan fjerne med et tryk. Af og til fjernede den dog objekter, men efterlod skyggerne.
PRIS
6999 kr.