Google Pixel 7a

Stærkt kamera i billig mobil.

Pixel 7a bruger Googles egen version af styresystemet Android.

Pixel 7a er den billigste model i Googles serie af smartphones og koster næsten det halve af topmodellen Pixel 7 Pro. Det betyder blandt andet, at kameradelen er mere skrabet. Der er ikke et separat zoomkamera, men en vidvinkel og en ultravidvinkel. Zoom sker digitalt, og ved 2x zoom står billedet ganske pænt. Den kan strækkes op til 8x, men så forringes kvaliteten tydeligt.

Hovedkameraet med vidvinkel har 64 mio. pixels, men samler dem til fotos på 16 mio. pixels for at optimere lys og detaljer. Det giver fine resultater. Farvegengivelsen er nuanceret og detaljegraden o.k.. Optisk stabilisering og effektiv autofokus gør samtidig sit til at sikre udmærket skarphed.

Ultravidvinkelkameraet har en brændvidde svarende til 14 mm. Her er opløsningen på 13 mio. pixels. Det leverer resultater, der næsten matcher hovedkameraet, omend med tydelig fortegning. På fronten er et udmærket selfiekamera. Alle kameraer klarer 4K-video i flot og jævn kvalitet.

Du kan skyde i raw, men der er ingen pro-tilstand til manuel betjening. Kameraet har en funktion til lang eksponering, men den kan ikke indstilles, og lukkertiden er temmelig kort.

Og så kan telefonen noget særligt i billedbehandlingen. Det er muligt, med god succes, at gøre slørede billeder skarpe, fjerne elementer, sløre baggrunden, lave HDR og andet. Mobilen analyserer fotoet og foreslår redigeringer.

Til prisen er kameraet bedre, end man kunne forvente. Når du dertil lægger Googles bedste mobilprocessor, en flot OLED-skærm, der dog har en lidt begrænset lysstyrke, samt et smart og brugervenligt styresystem, er Pixel 7a en af de bedste telefoner i prisklassen.

PRIS

3999 kr.

DOMMEN

+

Fotokvaliteten er god til prisen.

Smarte redigeringsfunktioner.

Skærmen har et flot og farvestærkt billede.

-

Ingen optisk zoom i kameraet.

Begrænset manuel kamerabetjening

Testbilleder