Den testede version havde hele 12 gigabytes ram og var hurtig.
Kinesiske OnePlus har med flagskibet Pro 10 fortsat samarbejde med svenske Hasselblad om telefonens kameradel. Den mest synlige forskel i forhold til 9 Pro er det kvadratiske kameramodul. Her er telefonens tre kameraer og blitz samlet på en mere elegant måde, og væk er den særlige, monokrome sensor fra 9 Pro. Kameradelen skulle desuden være mere robust og 30 procent mere vandtæt.
Hovedkameraet er en vidvinkel på 23 mm med op til 48,0 mio. pixels og optisk billedstabilisering, mens ultravidvinklen på 14 mm tilbyder 50,0 mio. pixels. Telen på 77 mm, der også har optisk stabilisering, optager med 8,0 mio. pixels. Alle tre kan skyde raw og jpeg.
Detaljegraden er bedst med grundopløsningen på 12,0 mio. pixels ved optagelser i både dags- og aftenlys, men på de såkaldte HIGH-indstillinger får man også ret flotte optagelser, som dog fremstår mere kornede. Ultravidvinklen er effektfuld, men hjørnerne er uskarpe. Generelt ligger detaljegraden lidt under Apple iPhone 13 og Samsung Galaxy S22 Ultra.
Hasselblad har også bidraget med farvegengivelsen, og det er lykkedes fornemt med klare og naturlige farver på linje med de nye iPhone-modeller.
Betjeningen er overskuelig, selv om der er mange indstillinger og gode funktioner for fotoentusiasten. Fx kan man vælge indstillingen XPAN i PRO-modulet, der simulerer optagelse med Hasselblads analoge XPan-kameraer, og lave flotte billeder i panoramaformat. Når billedet tages her, ses det med et søgerfelt, inspireret af det gamle kamera, og billedet vises som et negativ, inden det er færdigt.
Video optages i fornem 8K-kvalitet, og man kan lade telefonen fuldt op på en halv time.
PRIS
7989 kr.
Det syntes vi efter ...
5 minutter: Brugerfladen fra Hasselblad er indbydende.
2 dage: Autofokus og ansigtsgenkendelse er virkelig hurtig.
Dommen
+
Fin billedkvalitet med flot farvegengivelse.
Detaljeret skærm med gode farver.
Gode fotofunktioner og 8K til en lav pris.
–
Kornet gengivelse ved højeste opløsning.
Lav opløsning ved tele.