Samsung Galaxy S21 Ultra 5G 256 GB

Mobilskud i tårnhøj opløsning.

Samsung Galaxy S21 Ultra kan klare sig på 1,5 meters vanddybde i en halv time.

Ifølge Samsung tager det nye flagskib S21 Ultra mobilfotografering til et helt nyt niveau. Det er et dristigt udsagn med stærke konkurrenter som iPhone 12 Pro Max på banen. Selv om forgængeren S20 Ultra gjorde det flot, har Samsung valgt at udskifte hele kamerasektionen i jagten på det ultimative mobilkamera. Hovedkameraet er en vidvinkel svarende til 24 mm med optisk billedstabilisering og hele 108 mio. pixels.

S21 Ultra har fået ny billedsensor, der kan forene optagelser ved lav og høj ISO for at øge detaljegengivelsen. Det er lykkedes fint, men på den maksimale opløsning bliver billederne aldrig knivskarpe. Derimod leverer S21 Ultra virkelig fine detaljer på 12,0 mio. pixels. Her er skarphed, farver og eksponering i topklasse, men iPhone 12 Pro Max med samme opløsning på 12,0 mio. pixels klarer det lige en tand bedre. Især på høje ISO-værdier er forskellen tydelig.

S21 Ultra har også en ultravidvinkel på 13 mm og 12,0 mio. pixels, som har fået en god makrofunktion, der gav os meget detaljerede nærbilleder. Endelig er der to teler på 10,0 mio. pixels – der svarer til henholdsvis 72 og 240 mm. Billederne bliver pæne, men den tilførte skarphed er lidt for voldsom.

Samsung praler desuden af såkaldt Space Zoom med 100x zoom. Der er dog tale om 10x optisk zoom, mens resten er digital, hvor kameraet udnytter den høje opløsning, og billederne her bliver grumsede. S21 Ultra kan også skyde raw, hvis man vælger Pro-indstillingen.

Den mest synlige forskel i forhold til S20 Ultra er, at kameraerne på bagsiden nu følger telefonens afrundede sider. Det er pænt og rart at holde om. Overfladen har også mere friktion, så den ikke så let glider ud af hånden.

S21 Ultra, der også klarer meget fin 8K-video, er absolut en telefon på vinderkurs. Skærmen er markedets bedste, og hastighed og batteriholdbarhed er fornem, men når det gælder billedkvalitet, hæver den sig ikke over iPhone 12 Pro Max.

PRIS
9769 kr.

Det syntes vi efter ...

4 minutter: S21 Ultra er elegant og ligger fint i hånden trods sin store størrelse.

7 timer: Raw-filer på ultravidvinkel får nogle hidsige farver.

6 dage: De detaljerede fotos gengives fornemt på den gode skærm.

Dommen

+

Meget fin detalje- og farvegengivelse.

Klassens højeste opløsning og 8K-video.

Lynhurtig og sikker autofokus.

Ikke mulighed for microSD-kort.

100x zoom giver ikke pæne billeder.

Nærmeste konkurrent

Apple iPhone 12 Pro Max

Testbilleder