Samsung Galaxy S22 Ultra 128 GB

Forvirring på et højt fotoplan.

Pennen kan bl.a. bruges i redigeringen til fx at fjerne objekter.

Den nye topmodel inden for Samsungs kameratelefoner har fire bagsidekameraer, hvor vidvinklen, der svarer til 23 mm, har hele 108 mio. pixels. Der er også to teler på 69 mm og 230 mm med 10 mio. pixels og en 13 mm på 12 mio. pixels. Alle jpeg-fotos, uanset hvilket kamera man bruger, gemmes dog som standard i 12 mio. pixels, så ni pixels fra vidvinklens 108 mio. pixels samles til én.
Billedkvaliteten fra alle kameraer, og især fra vidvinklen, er rigtig flot. Man får skarpe fotos med en god farvegengivelse masser af detaljer i både skygger og højlys.

Portrætfunktionen skulle kunne isolere hår fra baggrunden ved hjælp af kunstig intelligens. Isoleringen er dog stadig ikke perfekt, og vi fik bedre resultater med iPhone 13 Pro Max. Til gengæld var Samsungs farver flottere.

Henter man Samsungs nye app Expert RAW, kan man tage 16-bit raw-fotos i det særlige Expert RAW-format, der samler flere eksponeringer for et større dynamisk omfang. Filerne fylder lidt mere end de almindelige raw-filer, men vi fik langt flere højlysdetaljer at arbejde med i konverteringen. På nogle fotos oplevede vi dog lysende kanter, som sandsynligvis stammer fra sammensmeltningen af forskellige eksponeringer.

S22 Ultra er en af de bedste kameratelefoner på markedet, men der er for meget at tage stilling til, hvor det er svært at gennemskue, hvad der giver de bedste optagelser. Vi kan skyde i raw og i Expert RAW. Vi kan tage aftenfotos med standardindstillingen og med funktionen Nat. Vi kan skyde med 108 eller 12 mio. pixels. Telefonen har en særlig chip til kunstig intelligens, og her kunne vi ønske os, at den i højere grad efterlod lidt færre valg til fotografen.

PRIS

9899 kr.

Det syntes vi efter...

10 minutter: Lækker skærm med høj lysstyrke.

5 dage: For mange muligheder i kameraapps.

Dommen

+

Flotte jpeg-fotos med mange detaljer.

Stærkt med hele 10x zoom.

Expert RAW giver gode muligheder i konvertering..

-

Forvirrende betjening med mange valg.

Grebet om telefonen er dårligt til foto.

Testbilleder