Udløserknap, hurtig autofokus og en farvekalibreret skærm i 4K - telefonen er fyldt med smarte funktioner til fotografen.
Sonys nye flagskib giver konkurrenterne noget at tænke over med en større sensor og verdens første variable teleobjektiv i en mobiltelefon.
Hvis du har prøvet at tage billeder med et Sony-kamera, vil du straks føle dig hjemme med optageindstillingerne i Xperia III. Der er de traditionelle S-, P- og M-programmer og et velkendt autofokussystem. Sony har nemlig overført deres sensor- og autofokusteknologi fra de spejlløse kameraer i Sony Alpha-serien, og det kan vi tydeligt mærke, for Xperia er lynhurtig til at stille skarpt. Den trykfølsomme OLED-skærm på 6,5 tommer kommer her til sin ret, fordi vi med et let tryk kunne låse fokus på et motiv og følge det. I vores test var denne funktion både hurtig og præcis. Skærmen er på hele 4K og har en hurtig opdateringshastighed på 120 Hz, og ifølge producenten er den individuelt farvekalibreret. Det lånte testeksemplar gengav da også flotte og naturlige farver med masser af dybde.
Telefonen adskiller sig fra andre smartphones blandt andet ved den forholdsvis store sensor på 1/1,7 tommer. Når vi sammenligner med billeder taget med andre telefoner i svag belysning, er billederne fra Xperia 1 III noget mindre støjfyldte. De enkelte pixels er lidt større, optager derfor mere lys og kan dermed i højere grad undertrykke støjen.
Ud over et kraftigere batteri end forgængeren har den nye telefon også et variabelt teleobjektiv, der gør det muligt at tage fx portrætter på enten 70 eller 105 mm. Du får i alt fire forskellige brændvidder at arbejde med – de to andre er 16 og 24 mm. Telefonen har også flash, panorama, HDR og ikke mindst øjefokus, der fungerer perfekt og følger øjne markeret med en grøn boks.
Alt i alt gør de mange smarte funktioner Sony Xperia 1 III til en god følgesvend for dem, der vil have endnu mere ud af telefonkameraet.
PRIS
9999 kr
Det synes vi efter ...
5 minutter: Kameraet er responsivt, og udløserknappen er godt placeret ved højre pegefinger, når man fotograferer i bredformat.
5 timer: Vi har fuld kontrol med de gode kamera-apps, der følger med telefonen, og som gør den svær at lægge fra sig.
5 dage: Telefonens flotte skærm, lette vægt og gode batteri på 4500 mAh gør den nem at anbefale.
Dommen
+
Autofokus er hurtig og træfsikker.
Stor sensor giver flotte resultater.
God skærm med hurtig opdateringshastighed.
-
Billederne savner lidt kontrast.
Lav opløsning.