Ligesom med storebror Xperia 1 II har Sony i denne telefon lagt mange kræfter i kameradelen. Xperia 5 II er lidt mindre og dermed mere lommevenlig med sin skærm på 6,1 tommer i stedet for 6,5 tommer. Der er tre kameraer, der svarer til henholdsvis 16, 24 og 70 mm. Alle tre har 12,2 mio. pixels og gør det flot. Farverne er gode, men ofte lidt til den kølige side, og der er godt med detaljer – specielt fra kameraerne på 16 og 24 mm.
Autofokus er rigtig god og har ligesom Xperia 1 II øjefokus, der effektivt bider sig fast i øjne på både mennesker og dyr. Det fungerer rigtig godt, når motiverne ikke bevæger sig alt for hurtigt, hvor bevægelsessløring kan blive et problem.
Udover den almindelige kameraapp får man også den avancerede og lækre Photo Pro med gode indstillingsmuligheder. Man kan blandt andet vælge program, hvidbalance og lysmåling og optage i raw fra alle tre kameraer. For at tage billeder med appen skal man bruge den dedikerede udløserknap på siden af telefonen. Den fungerer godt til fotos i bredformat, men sidder dårligt til højformat. Her savner vi en udløserknap på skærmen.
PRIS
6489 kr.