Xiaomi 14 Ultra 512GB

Telefon med blændende kamera.

Telefonens bagside er af imiteret læder, som minder om det, man finder på mange kameraer.

Fotoegenskaberne i telefoner nærmer sig mere og mere dem, vi kender fra rigtige kameraer. Xiaomi 14 Ultra er et godt eksempel. Telefonen har en 1"-sensor, som i størrelse matcher dem, man finder i mange kompaktkameraer. Som noget helt usædvanligt for en telefon byder den også på variabel blændeåbning, så man kan justere dybdeskarpheden. Med maksimal åbning på F1.6 kan man få naturligt slørede baggrunde, når man er tæt på motiverne. Seks lameller sikrer en fin, afrundet bokeh. Den mindste blændeåbning på F4.0 giver højere skarphed, egnet til landskaber, gruppeportrætter m.m. Spændvidden er mindre end på rigtige kameraer, men giver ikke desto mindre en vis fleksibilitet.

Hovedkameraet med den store sensor har 50 mio. pixels og en brændvidde svarende til 23 mm. Derudover er der et ultravidvinkelkamera på 12 mm og teler på henholdsvis 75 mm og 120 mm, alle med relativt store 1/2.51"-sensorer og 50 mio. pixels.

Leica står bag optik og farveprofiler i kameraerne, som leverer billeder af en klasse, vi sjældent har set i en mobiltelefon. Der er et stort dynamisk område, fin detaljegrad samt naturtro og nuancerede farver. Selv i svagt lys står detaljer og farver stærkt. Med digital hjælp kan der zoomes op til 2800 mm. Fra 720 mm mister man dog tydeligt kvalitet. Makro klarer mobilen med meget fine resultater.

Telefonen kan skyde i 16-bit raw og tilbyder et væld af fotofunktioner, fx Pro-tilstand og Fastshot, der efterligner betjeningen i et målesøgerkamera. Der er også forskellige portrætprofiler med hver deres farvetoner og bokeh-stil.

For at fuldende fotooplevelsen kan man tilkøbe Photography Kit, som er et greb med udløserknap, der aktiverer autofokus, når du trykker halvt ned. Der er også zoomring og hjul, der kan konfigureres. Det tilhørende telefoncover har gevind til 67 mm kamerafiltre. Kameragrebet er dog ikke officielt til salg i Norden.

**PRIS

11.999 kroner**

Det syntes vi efter ...

5 minutter: Det kolossale kameramodul giver et uligevægtigt design.

2 dage: Et enormt alsidigt kamera med mange brugbare funktioner.

5 dage: Leverer rigtig flotte resultater i et bredt spektrum af scenarier.

Dommen

+

Kvaliteten af sensor og optik er på uhørt niveau.

Hurtig og præcis autofokus med motivsporing.

Justerbar blændeåbning giver god kontrol med billedet.

Den store kameramodul gør telefonen klodset.

Prisen er ret høj.

Nærmeste konkurrent

OnePlus 12

Testbilleder