Styresystemet iOS 11 til iPhone og iPad er nu klar til download, og med det indfører Apple et nyt filformat til fotos.
Har du en iPhone 7 eller 7 Plus, eller køber du en af de kommende iPhones, vil telefonen som standard tage billeder i det nye HEIF-format frem for det 25 år gamle jpeg-format.
Hvad er HEIF?
HEIF står for High Efficiency Image File Format, og Apple har en god grund til at indføre det. En HEIF-fil fylder nemlig det halve af jpeg, uden at kvaliteten forringes.
Desuden kan den gemme fx billedjusteringer, en billedserie eller et kort videoklip med lyd i en enkelt fil, hvilket passer fint til Apples Live-fotos.
Hvis du vil have endnu flere muligheder for at tage spændende billeder med din mobiltelefon, får du lige nu et smart 3-i-1 objektivkit lige til at klikke på din mobiltelefon sammen med 2 numre af Digital FOTO for kun 49 kroner.
Ulempen ved HEIF er, at understøttelsen endnu ikke er særlig stor. Det er fx ikke uden videre muligt at se billederne på en Windows-computer, men det har Apple taget højde for.
Laver automatisk jpeg-billede
Sender du et foto i en e-mail fra iPhone, vedhæfter telefonen automatisk en jpeg-udgave, og lægger du et foto i fx Dropbox, kan du vælge, om det skal overføres i HEIF eller som en jpeg-kopi. Overfører du til en computer via kabel, bliver filerne også lavet om til jpeg.
I telefonens indstillinger kan du under Kamera vælge at optage fotos i jpeg, hvis du hellere vil bruge det mere udbredte format.
I øvrigt optages video nu også i det tilsvarende HEVC-format, der fylder omtrent det halve af det tidligere mpeg4-format.
HEIF er udviklet af Moving Picture Expert Group (MPEG), har filendelsen .heic og udtales “hiif”. Med en kæmpespiller som Apple bag HEIF forventer vi, at det forholdsvis hurtigt bliver understøttet af andre enheder og programmer.