Samsung tog prisen for årets bedste kameratelefon i 2023 her hos Digital FOTO med den fremragende Galaxy S23 Ultra. Læs anmeldelsen her.
Der er derfor grund til at have forventninger til det nye flagskib, Galaxy S24 Ultra, som er blevet præsenteret denne januar.
På kamerafronten bygger Galaxy S24 Ultra videre på det vi kender fra tidligere modeller i serien, men den ser ud til at tage kvalitet og funktionalitet et betydeligt skridt videre.
Bagsidens kameraer består af:
12 mio. pixels ultravidvinkel med blænde F2.2 og 120 graders synsfelt
200 mio. pixels vidvinkelkamera med blænde F1.7, optisk billedstabilisering og 85 graders synsfelt
10 mio. pixels telekamera med 3x optisk zoom, blænde F2.4, optisk billedstabiling og 36 graders synsfelt
50 mio. pixels telekamera med 5x optisk zoom, blænde F3.4, optisk billedstabilisering og 22 graders synsfelt
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Skarphed til det yderste
Telefonen skal kunne levere zoom i optisk kvalitet ved alt fra 2x til 10x forstørrelse, takket være ny sensor i 50 mio. pixels telekameraet, som anvender kunstig intelligens til at strække rækkevidden. Kvaliteten ved den maksimale rækkevidde på 100x digital zoom, skal samtidig være forbedret betydeligt sammenlignet med forgængerne i serien. Samsung lover at billeder, selv ved denne ekstreme brændvidde, står knivskarpt.
Bedre billeder i svagt lys
Ydelsen under mørke lysforhold skulle også være optimeret. Hovedkameraet i Galaxy S24 Ultra har en ny og større 1/1.3” sensor, som lukker mere lys ind, mens stærkere optisk billedstabilisering og en dedikeret processor til støjreduktion bidrager til skarpere billeder, når lyset er svagt.
Retter op på skæve skud
Ifølge Samsung er Galaxy S24 Ultra mere end en smartphone. Det er intet mindre end en AI Phone - en betegnelse producenten har valgt at bruge, fordi funktionaliteten er gennemsyret af kunstig intelligens.
Den kunstige intelligens gør telefonen i stand til at modificere billeder på nye måder, eksempelvis ved at udfylde kanter, når du retter et skævt billede op eller ved at udfylde den tomme plads, når du flytter et objekt i billedet. Telefonen kan også tilføje ekstra billeder til en slow motion video for at gøre den langsommere og mere jævn. Når telefonen modificerer et billede med AI indsættes et vandmærke, både på billedet og i dets metadata, så man kan se, at det ikke er ægte.
Super HDR understøttes ikke kun direkte i kameraet, men også i kameraapps til sociale medier som Instagram, så man få glæde af den større dynamiske rækkevidde her.
Samsung Galaxy S24 Ultra har en 6,8" skærm med 2120 x 1440 pixels og 120 Hz opdateringsfrekvens. Som processor bruger den en Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy.
Telefonen kommer til salg d. 23. januar med en vejledende pris fra 11.499 kroner. Den får følgeskab af Galaxy S24+ og Galaxy S24, som byder på nogle af de samme egenskaber til billigere penge.