AI har sneget sig ind overalt - også i kameraet på din mobiltelefon. Det er på mange måder en god ting. Det betyder, at vi alle kan tage et billede af stort set hvad som helst og få et godt resultat.
De motiver, der tidligere var udfordrende at få i kassen, eksempelvis meget kontrastfyldte scener eller billeder i lavt lys, bliver veleksponerende, fordi telefonen på intelligent vis fletter flere billeder sammen til et balanceret resultat. Men det er ikke uden omkostninger.
Algoritmerne er ikke perfekte - at flette billeder sammen og fjerne støj giver ofte et mere uskarpt resultat - og den automatiske billedbehandling tager nogle kreative valg fra fotografen. Det billede som mobilen opfatter som perfekt, er ikke nødvendigvis det, der passer til din egen personlige stil.
Derfor har udviklerne bag appen Halide Mark II, som er en af de mest gennemførte apps til manuel fotografering på iPhone, nu givet mulighed for at du kan gå helt uden om de digitale algoritmer, der manipulerer med dine mobilbilleder.
Indholdsoversigt
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Det kraftige sollys fra vinduet gør det svært at opnå et veleksponeret billede. I det første billede overeksponeres vinduet, i det andet undereksponeres stuen. I det tredje ses hvordan algoritmerne i iPhone skaber et veleksponeret billede ved at flette flere fotos sammen.
Med eller uden manipulering
I den nyeste version af Halide Mark II får du mulighed for at vælge mellem tre tilstande - Standard, med iPhones billedmanipulering aktiveret, Standard (Reduced) med en mindre grad af manipulering og Process Zero, helt uden AI og med minimal billedbehandling. Du kan hurtigt skifte mellem de tre tilstande, når du fotograferer med kameraet i Halide Mark II.
Vælg om du vil fotografere med eller uden smarte algoritmer direkte i kameraet.
Ingen AI til redning
Når du anvender Process Zero er der ingen hjælp. De udfordringer fotografer har stået med, inden der var smarte algoritmer til at redde umulige skud, må du selv finde en løsning på. Fx over- eller undereksponering, støj i lavt belyste omgivelser og deslige. Men man får dog et renere og ofte skarpere billede.
Det er ikke nødvendigvis den rette løsning i alle situationer, men i scenarier, hvor man foretrækker støj frem for et blødt, støjreduceret billede veldefineret eller ønsker at bevare den naturlige kontrast i et billede med forskelligartet belysning, giver det fotografen mulighed for at træffe et valg.
Der er dog visse begrænsninger. AI-algoritmerne er så integreret en del af Apples kamera, at det eksempelvis ikke kan lade sig gøre at udnytte iPhones Pros kamera i fuld opløsning på 48 mio. pixels. Man kan kun skyde med 12 mio. pixels, hvor fire pixels kombineres til én, når Process Zero er aktiveret.
Mørkekammer medfølger
Billederne, der produceres, når Zero Process er aktiveret, er at sammenligne med et digitalt negativ. Billedet gemmes i raw og for at gøre processen nemmere har Halide inkluderet appen Image Lab, som "fremkalder" de raw-filer, som appen producerer.
Det er dog ikke en helt billig fornøjelse. Halide Mark II koster 499 kroner eller man kan vælge en abonnementsløsning til 179 kroner om året.