Polaroid Go er verdens mindste analoge instantkamera og et charmerende bekendtskab. Det måler kun 10,5 x 8,4 x 6,2 cm.
I modsætning til mange andre instant-kameraer, som printer det færdige billede, benytter Go rigtige Polaroid-film, der fremkaldes umiddelbart efter, billedet er taget. Altså ligesom med de større Polaroid-modeller. Det kræver lidt tålmodighed, da farverne først træder rigtigt frem efter syv minutter, hvor billedet har ligget med bagsiden opad. Der er tale om nogle ret små billeder på 6,5 x 5,4 cm, hvor motivet kun fylder 4,5 x 4,5 cm.
Billedkvaliteten er sjældent imponerende i denne klasse. Det gælder også Polaroid Go, som især i kraftigt solskin leverer meget blege billeder. Under andre forhold er farverne pænere.
Selv om detaljegengivelsen ikke er i top, er kameraet sjovt. Det er fx muligt at lave dobbelteksponeringer, og blitzen fungerer fint inden for et par meter.
Der medfølger ikke film. En pakke med 16 billeder koster 140 kroner, så man skal skyde med omtanke. Ellers bliver det en dyr fornøjelse. Go oplades via usb og klarer 15 skud per opladning.
PRIS
899 kr.