De høje toldsatser, den amerikanske præsident, Donald Trump, har lagt på varer fra især de asiatiske lande mærker fotografer nu.
Det er først og fremmest amerikanske fotografer, der får hammeren at føle, men prisstigningerne spreder sig også til resten af verden.
Prisstigninger på op til 75 procent
Trump er gået særligt hårdt til værks overfor Kina, hvor toldsatsen er helt op til 100 procent. På kameragrej fra kinesiske producenter ses effekten derfor tydeligt. I USA er actionkameraet DJI Osmo Pocket 3 fx steget fra 519 dollars til 800 dollars på ganske kort tid.
Det største kameraland er imidlertid Japan. Her har Canon, Nikon, Sony, Panasonic, Fujifilm og Sigma deres oprindelse. Japan er ikke ramt i helt samme grad som Kina, men en toldsats på 35 procent, har alligevel ført til mærkbare prisstigninger.
Canon har annoonceret stigninger på 7–8 procent og annulleret planlagte prisnedsættelser på populære modeller som EOS R7 og R10. Sigma har ligeledes meldt ud, at der vil ske prisstigninger på deres produkter fra d. 2. juni, dog uden at specificere hvor høje de vil blive.
Ikke alle producenter har udsendt en officiel melding om prisstigninger, men det må forventes, at priserne stiger op til 35 procent, hvis de aktuelle toldsatser opretholdes.
Det er ikke alt kameragrej, der har asiatisk ophav. Leica er eksempelvis tysk, men vil alligevel blive ramt hårdt, fordi en del af produktionen foregår i Kina. Kameraet D-Lux 8 er fx steget 20 procent i pris på grund af de nye toldsatser.
Prisstigninger vil sprede sig til Norden
Konsekvenserne af toldkrigen har ikke ramt nordiske fotografer på samme måde som amerikanske, men vil sandsynglivis give sig udslag i prisstigninger den kommende tid.
Da Donald Trump i sin første valgperiode 2018-2022 indførte toldsatser på op til 25 procent på kinesiske varer, havde det mærkbare konsekvenser i Norden.
DJI Osmo Action 4K-kameraet steg med cirka 500 kr. fra 2018-2019 som følge af de ekstra importtariffer og det samme gjaldt dronen DJI Mini 2 drone som steg omkring 200-400 kr. i løbet af 2021.
Mange fotoproducenter som GoPro, DJI, Leica og Blackmagic har hovedkontorer i USA, og nogle af deres produkter distribueres gennem amerikanske kanaler. Det kan få konsekvenser for priserne, da Danmark og de øvrige europæiske lande har gengældt Trumps tariffer, så toldsatser er på 30 procent eller mere.
Selv om der ikke er sket ændringer i toldsatserne for asiastiske varer, der importeres til det danske marked, vil vi formentlig se en prisstigning på kameraprodukter fra de store producenter.
For at opveje manglende indtægt fra det amerikanske, vil mærker som Canon, Sony og Panasonic sandsynligvis reducere mængden af rabatter og cashback-kampagner i Norden, og det er langt fra utænkeligt, at vi se også vil se konkrete prisstigninger på kameraer og tilbehør.