Man kan nemt komme til at glemme, at der faktisk var en tid, hvor billedet ikke bare blev skarpt med det samme, når du trykkede på kameraets udløser, men at du selv måtte indstille fokus manuelt for hvert motiv.
Autofokus har gjort det nemmere at fotografere og efter at AI er kommet ind i billedet sker fokusering uhyggeligt præcist og med en forståelse for motiver, der er forbløffende. Udviklingen går lynhurtigt. Autofokus i de nyeste kameraer genkender ikke bare forskellige motivtyper, men analyserer de mindste dele, så skarpheden automatisk lander med på den rette detalje. Det ændrer radikalt på den måde, vi kan fotografere på.
Herunder kan du læse om nogle af de steder, vi især har set store ændringer.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Avanceret motivgenkendelse
Kameraer med dedikerede AI-processorer (fx Sony A7R V, Canon EOS R6 Mark II, Nikon Z8/Z9 og Fujifilm X-H2S) kan nu identificere ikke bare ansigter, men hele motivtyper:
Mennesker, dyr, fugle, biler, motorcykler, tog, fly, insekter, endda droner.
Algoritmen vurderer automatisk, hvilken del af motivet der er vigtigst (øjne, hoved, krop).
Det betyder, at du ikke længere behøver at skifte mellem “Eye AF”, “Animal AF” osv. – kameraet gør det selv.
Husker ansigter
En nyere funktion i flere high-end kameraer er, at de kan registrere og prioritere specifikke ansigter.
Du kan gemme ét eller flere ansigter (fx familiemedlemmer, modeller, sportsudøvere), som kameraet derefter genkender og automatisk fokuserer på – selv i grupper eller mængder. Du kan endda give hvert ansigt et navn og lade kameraet vise, hvem det genkender.
Sony kalder det fx “Registered Faces Priority”, mens Canon bruger “Face Recognition AF”.
Det betyder, at hvis du fotograferer bryllupper, events eller sport, vil kameraet automatisk vælge “din person” frem for andre, selv hvis flere ansigter er synlige.
Funktionen findes bl.a. i Sony A7R V og ZV-E1 samt Canon OS R3, R5 Mark II og R6 Mark III.
Forudsiger bevægelser
I de mest avancerede autofokus-systemer gør AI kameraet i stand til at følge et motiv, selv når det forsvinder delvist bag en forhindring. Kameraet er således i stand til at forudsige, hvor motivet vil bevæge sig hen. Det er især en gevinst i sport og naturfoto, hvor fugle, biler og atleter bevæger sig uforudsigeligt.
Automatisk indramning
Videokameraer og hybridkameraer (som Sony ZV-E1, Canon XA75 og Sony FX30) kan nu automatisk beskære og følge et motiv i billedet, så det altid er centreret – som en virtuel kameramand.
AI identificerer, hvem du taler om eller følger bevægelsen automatisk i billedfeltet.




