Sådan klarer ikonisk kamera sig – 20 år senere

Symfoniorkestret Copenhagen Phil holdt koncert, hvor publikum kunne gå rundt mellem, blæsere, strygere med mere, mens det store orkester spillede. Der var dog meget mørkt i salen, og det viste sig at være en kæmpe udfordring for det gamle kamera på flere punkter. Kameraet har ikke Auto ISO, så ISO-værdien skal altid indstilles manuelt. Som standard er højeste ISO-værdi 1600, men med en udvidelse i menuen kunne vi sætte den på H, der svarer til ISO 3200.

Det rakte dog ikke langt i de mørke omgivelser, hvor lukkertiderne ofte kom til at ligge omkring 1/4 eller 1/8 sekund for at få veleksponerede billeder, selv om den gamle kitoptik var indstillet til størst mulige blændeåbning. Vi kunne høre på lukkerlyden, at de håndholdte optagelser højst sandsynligt ville få kraftig bevægelsessløring, men det var svært at vurdere billederne på den meget lille og grovkornede skærm, der heller ikke gengiver farver og lys særlig godt.

Det nye EOS R7 har ikke den slags problemer. Vi valgte Auto ISO, som vi tilmed begrænsede til ISO 12.800 for ikke at få for mange korn. Det gav hurtigere lukkertider, selv om det nye kitobjektiv er knap så lysstærkt som det gamle. Desuden var der meget bedre styr på kamerarystelser, for modsat det gamle kamera har EOS R7 indbygget billedstabilisering.

Billedet fra det gamle kamera er mørkere og mere sløret, da lukkertiden er længere. ISO er på de maksimale 3200, mens billedet fra EOS R7 er på ISO 12.800.

Den anden store udfordring for det gamle EOS 10D var autofokus. Vi valgte et enkelt af de syv fokuspunkter, som vi sørgede for at holde på det område, vi ville have skarpt. I de mørke omgivelser måtte autofokussen dog flere gange give op. Der var simpelthen ikke lys nok til, at autofokus kunne finde noget at bide sig fast i. I stedet flyttede kameraet fokus frem og tilbage i et forsøg på at finde et punkt at stille skarpt på. Vi prøvede i stedet at fokusere manuelt, men med en forstørrelse på 0,88x er den optiske søger ret lille og desuden mørk, så det var nærmest umuligt at se, om vi fik lagt fokus præcist, når vi selv indstillede den.

Det var en helt anden oplevelse med det nye EOS R7, der har en elektronisk søger, der ikke bare viser farver og lys, som det bliver på billedet, men også er langt større med sin forstørrelse på 1,15x. Søgerbilledet var altså både meget lysere og meget større i det nye kamera. Desuden var det slet ikke nødvendigt at indstille fokus manuelt på EOS R7.

Der er markant forskel på både støj og detaljegrad i billederne fra de to kameraer. Her har vi zoomet ind på en mindre del af et billede.

Ifølge specifikationerne kan autofokus i EOS 10D arbejde i lys ned til 0,5 EV, mens EOS R7 kan arbejde i ned til -5V, hvilket er omkring 45 gange så svagt lys. Det kunne tydeligt mærkes. Autofokus kunne godt tøve lidt, men den skulle nok få fat, og vi kunne endda gøre brug af motivgenkendelse med øjefokus, der sørgede for at stille skarpt på musikernes øjne. Vi havde på forhånd programmeret en knap bag på kameraet til øjegenkendelse. På den måde kunne vi stille skarpt på et bestemt punkt i billedet, hvis vi ville fokusere på et instrument, og trykkede vi på knappen bag på kameraet, ville det stille skarpt på musikerens øjne. Det var meget nemmere og langt mere præcist end med det godt 20 år gamle kamera.

Det nye EOS R7 stillede uproblematisk skarpt på et øje, mens EOS 10D slet ikke kunne finde fokus, så vi måtte forsøge os med manuel fokus i mørket.

Da vi var kommet hjem fra koncerten og åbnede billederne, måtte vi konstatere, at ingen af filerne fra det gamle kamera var helt skarpe. I første omgang blev vi dog positivt overraskede over den øvrige kvalitet. Vi havde forventet, at støjen ville være massiv, men det så fornuftigt ud, da vi åbnede raw-filerne i Lightroom. Støjen var faktisk på niveau med billederne fra det nye EOS R7, som dog var taget på ISO 12.800 og i en langt højere opløsning. Da vi begyndte at justere på lysforholdene, blev støjen i billederne fra det gamle kamera dog langt mere tydelig end i billederne fra EOS R7. Med AI-teknologien Denoise i Lightroom blev billederne fra de to kameraer stort set støjfrie. Billederne fra EOS 10D var generelt lidt mørkere, og så var detaljegraden selvsagt meget mindre på grund af opløsningen.

Koncerten var en hård prøve for begge, men det nye kamera kunne sagtens magte den svære opgave. Det gamle spejlreflekskamera gav os ikke et eneste billede, vi ville beholde under normale omstændigheder. Derfor satte vi os for at fotografere under mere gunstige forhold. Lørdag bød på heldagsregn og kedeligt lys, men søndag var der sol og blå himmel, så vi tog ud for at tage landskabsbilleder. Her var lyset kraftigt nok til, at vi kunne stille EOS 10D på ISO 100. Vi lod blot EOS R7 stå på Auto ISO, hvor det selv valgte ISO 100 til alle optagelserne. Nemt!

I det gode lys var autofokus på EOS 10D langt mere velfungerende. Vi valgte stadig et fast fokuspunkt, og kameraet stillede hurtigt og præcist skarpt. Faktisk bemærkede vi ikke den store forskel i ydelsen på autofokus i de to kameraer på de stillestående motiver.

Det var dog langt nemmere at komponere med det nye kamera. Ud over den meget større og bedre søger kunne vi også komponere på den store, fleksible skærm, der kan vippes ud, så vi ikke behøvede at holde kameraet op til øjet, men kunne skyde nede langs jordoverfladen eller i hoftehøjde og stadig se, hvad vi fik med på billederne.

EOS 10D er fra før, der overhovedet kom live view. Uden live view kan man ikke se kompositionen på kameraets skærm, inden man tager et billede. Derfor er eneste mulighed på EOS 10D den lille og lidt mørke søger, som tilmed ikke viser hele det udsnit, man får med, men kun 95 procent. Dermed får man altså lidt mere motiv med i kanterne på billederne, end man kan se i søgeren.

Når vi tog landskabsbilleder, kunne det gamle kamera sagtens levere, og vi fik overraskende gode farver, som vi i flere tilfælde bedre kunne lide end dem fra EOS R7. Kameraet eksponerede dog flere gange en hel del lysere end EOS R7 – også for lyst til vores smag. Både farver og lys kunne vi dog justere i redigeringen, hvor der er gode muligheder for at gøre billederne meget bedre, end de overhovedet kunne blive for 20 år siden.

Det ændrer dog ikke på, at det moderne kamera er bedre på stort set alle punkter, og kan sikre billeder, som den gamle model slet ikke kan levere. På ét punkt er det gamle kamera dog klart i front i vores øjne. Det ligger nemlig meget bedre i hånden og virker langt mere solidt og professionelt, ligesom lukkeren lyder meget bedre, når man fotograferer. Her virker EOS R7 mere fesent i hænderne, og det udstråler i højere grad amatørkamera.