Digitale kameraer kan levere topkvalitet, men mange hobbyfotografer udnytter ikke potentialet. Derfor har vi lavet denne nye serie, hvor vi i første afsnit siger farvel til Auto og skifter op i gear.
Vi begynder med programhjulet, hvor du kan fortælle dit kamera, hvordan det skal udføre en række opgaver under fotograferingen. Vi har gennem årene erfaret, at rigtig mange læsere bruger den grønne Auto-indstilling, og det vil vi gerne påvirke. Der er ikke noget galt med Auto, men dit kamera kan meget mere end det, så det svarer lidt til at købe en lækker bil, og så kun køre i første gear.
På Auto kan du uden bekymring tage billeder, og du skal ikke tage højde for blænde og lukkertid, men det betyder også, at du giver afkald på en masse kontrol, og det kan nemt give dårligere billeder, end hvis du selv styrer løjerne.
Samme tankegang gør sig gældende for de motivprogrammer, der er på nogle programhjul, hvor du fx kan dreje knappen over på en løber for at tage billeder af sport.
Problemet med de mere eller mindre automatiske programmer er, at kameraet ikke altid vælger de optimale indstillinger, så du betalte altså fuld pris for dit kamera, men du udnytter kun en lille del af dets potentiale.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Du får langt bedre billeder ved at tage afsked med Auto-indstillingerne og i stedet selv styre dit kamera, og det er nemmere, end de fleste tror. I dette afsnit forklarer vi de programmer, som vi anbefaler, at du bruger i forskellige situationer. De fire er som regel symboliseret med bogstaverne M, A, S og P. Programmerne passer hver især til forskellige formål, alt efter om du vil kontrollere blænden, lukkertiden eller begge dele.
Du får herunder en oversigt over 11 motivtyper sammen med vores anbefalinger til indstillinger. Det gør det nemt at komme i gang med at kontrollere dit kamera på helt nye måder, så du kan tage de billeder, som dit kamera er skabt til.
Trin 1: De 4 med mest kontrol
M er manuelt program. Det er nemmere at bruge end sit rygte og giver dig mulighed for at justere både blænde og lukkertid. Vi bruger det bl.a. på fugle i flugt, hvor den helt rigtige lukkertid og blænde er afgørende. Nederst i søgeren kan du på eksponeringsskalaen se, om billedet bliver over- eller undereksponeret. På systemkameraer kan du også se det på motivet i søgeren.
Fungerer fint til
- Koncerter
- Panoramaer
A eller AV betyder blændeprioritet. På dette program kontrollerer du blændeværdien, mens kameraet selv vælger en lukkertid, der giver dig den bedste eksponering. Du definerer altså dybdeskarpheden, men ikke lukkertiden. En stor blændeåbning på fx F2.8 giver mindre dybdeskarphed, og omvendt. Jo større blændeåbning, du vælger, jo kortere lukkertid kan kameraet få ud af lysmængden.
Fungerer fint til
- Portrætter
- Landskaber
S eller Tv står for lukkertidsprioritet. Hvis du vil sløre bevægelser i motivet, som fx vand eller en menneskemængde på gaden, eller fryse hurtige bevægelser, så er dette program det rigtige. Her er det nemlig dig, der indstiller lukkertiden, mens kameraet sørger for en passende blænde. Skifter lyset, er du desuden sikker på, at lukkertiden fastholdes, når du bruger dette program.
Fungerer fint til
- Motiver i bevægelse
- Skiftende lysforhold
Programmet P er et halvautomatisk program. Det egner sig i de tilfælde, hvor du ikke har behov for en specifik lukkertid eller blænde. Kameraet registrerer dit valg af brændvidde samt de aktuelle lysforhold og regner sig frem til de bedste indstillinger. Som udgangspunkt bruger kameraet størst mulige blændeåbning. Du kan justere blænde, lukkertid, ISO samt bruge eksponeringskompensation.
Fungerer fint til
- Gadefotos
- Allroundfotografering
Trin 2: Hjælpen undervejs
Det kan for nogle være grænseoverskridende at droppe Auto til fordel for de fire nævnte programmer. Det er nu ikke så farligt, for du kan nemt se, om billederne bliver som ønsket. Noget kan du se allerede, mens du har kameraet for øjet, mens andre funktioner kræver et kig på skærmen. Herunder er der tre gode teknikker. Du skal også sikre dig, at autofokus har ramt det rigtige sted, om valget af blænde har givet dig den ønskede dybdeskarphed, og om lukkertiden var tilpas hurtig, så du ikke kommer hjem med uskarpe fotos.
Eksponeringsskala
Når du bruger M, altså det helt manuelle program, får du hjælp af en markør i bunden af søgeren. Her markeres dele af skalaen, hvis du er ved at over- eller undereksponere. Her er det lidt undereksponeret ift. kameraets eget valg.
Advarselsblink
Hvis du i skarp sol har valgt en blænde, der er så stor, at kameraet ikke kan vælge en lukkertid, som er kort nok, vil en lille lampe lyse i søgeren. Den fortæller, at eksponeringen ikke er mulig. Det gælder også i det omvendte tilfælde.
Højlysadvarsel
Med kamerafunktionen Højlysadvarsel vil du kunne se lysende områder i billedet, hvis områder brænder ud til hvid og dermed er overeksponerede. Du skal vælge det til i menuen og kan i øvrigt først se blinkene, når billedet er taget.
Trin 3: Din redning
Med eksponeringskompensation kan du nemt rette op på over- eller undereksponering. Er dit foto for mørkt eller for lyst, kan du dreje hjulet den modsatte vej. En negativ værdi gør dit næste skud mørkere, mens en positiv værdi vil gøre det lysere. Det ændrer altså ikke på de billeder, du allerede har taget, men først de næste. På motivprogrammer, og når du skyder på Auto, kan du ikke bruge eksponeringskompensation.
Brug den her:
Eksponeringskompensation er god i modlys, eller hvis der er stor forskel på lyse og mørke områder. Stor kontrast i billedet kan nemlig udfordre lysmåleren, så himlen eller et dominerende lyst område bliver for mørkt eller lyst. Vi bruger ofte eksponeringskompensation.
11 motiver – og hvordan du lykkes
A Portræt
Skal du tage portrætter, så brug blændeprioritet. Vælg en stor blænde-
åbning på fx F2.8 for at få en lille dybdeskarphed.
A Gadefotos
Skal du skyde fra hoften, har du brug for en fast dybdeskarphed. Vælg blændeprioritet. Aktivér Auto ISO, så lukkertiden passer.
A Landskab
Vælg det blændeprioriterede program og en lille blændeåbning, eksempelvis F11, så du får en stor dybdeskarphed.
P Natportræt
Til portrætter i mørke skal du bruge programmet P. Brug blitz til at oplyse motivet og undgå lange lukkertider, der kan sløre billederne.
S Action
Til hurtige motiver er lukkertidsprioritet bedst. En lukkertid på fx 1/125 sekund sikrer bevægelsesslør i baggrunden ved fx cykelløb.
A Makro
Til makrofotos er blændeprioritet bedst, da dybdeskarpheden er lille ved makro. Brug stativ, og start med en blænde på F16.
M Koncert
Med manuelt program kan du undereksponere lidt med en mindre blændeåbning, så musikeren står frem mod en mørkere baggrund.
P Ferie og rejser
Er du ude at rejse og vil skyde hurtigt, når lyset ændrer sig, så vælg programmet P. Justér med eksponeringskompensation.
A Arkitektur
Brug gerne blændeprioritet, når du skyder bygninger, så du har fuld kontrol med dybdeskarpheden. Vælg blænde F8.0.
S Vandfald og bølger
For at få en blød sløring i vand har du brug for en lang lukkertid. Start på fem sekunder. Vælg derfor lukkertidsprioriteret program.
M Under vand
Vælg manuelt program til undervandsfotos. Vælg blænde F8.0 og en lukkertid på 1/200 sekund. Aktivér Auto ISO.



