Indledning
Canon har allerede et EOS R50 på programmet, men denne model har fået tilføjet et V, der antyder, at systemkameraet især satser på video. Designet er dog markant anderledes end hos navnebroderen. Der er fx ingen søger på V-modellen. Kameraerne har dog bl.a. opløsningen og APS-C-sensorstørrelsen til fælles.
Selv om kameraet har stort fokus på video, får man stort set alle de fotoindstillinger, man typisk har brug for i klassen. Der er bl.a. en meget velfungerende og hurtig autofokus med motivgenkendelse af personer, dyr og køretøjer.
Når det gælder betjeningen, er der dog lidt benspænd på fotosiden. Vælger man manuelt fokuspunkt, skal det flyttes på den berøringsfølsomme skærm. Man kan ikke bruge navigationsknapperne, som er dedikeret til andre funktioner som ISO og filmfremføring. Her savner vi et joystick til at vælge fokuspunkt med.