Fujifilm GFX100S II

Vilde detaljer i kompakt format.

Søgeren har 5,76 mio. punkter og er stor og klar og detaljeret.

Kameraet her vejer og fylder som et større full-frame-kamera, men har en mellemformatsensor, som er 1,7 gange større end full-frame, og GFX100S II har en tårnhøj opløsning på 101,8 mio. pixels. Det giver en forrygende detaljegengivelse, og vi blev helt betagede af at zoome ind i billederne på computeren for at nyde detaljerne.

Er de 101,8 mio. pixels ikke nok, kan man bruge pixel shift, der tager 16 raw-billeder, som efterfølgende samles til ét billede med 405,9 mio. pixels. Motiv og kamera skal stå helt stille, men så får man også helt ekstreme detaljer – og store filer.

Autofokus har motivgenkendelse til personer og øjne, dyr, fugle, biler, motorcykler og cykler, fly og tog. Autofokus kan tøve lidt med at tage fat i et motiv, men når den har stillet skarpt, følger den fint motiver i bevægelse, når man skyder med de maksimale syv billeder i sekundet.

Den høje hastighed er med mekanisk lukker, men man kan også bruge elektronisk, hvis man vil optage lydløst. Billeder med bevægelse bliver dog nemt forvrængede, så fx en bil i fart får skæve dimensioner.

GFX 100S II har billedstabilisering, der kan hente op til otte trin. Med et objektiv på 500 mm, som på mellemformat svarer til 395 mm, fik vi enkelte skarpe billeder på ⅛ sekund.

Farvegengivelse og eksponering er virkelig flot. Til og med ISO 25.600 ser fotos i svagt lys rigtig fornuftige ud. ISO 51.200 er absolut brugbar, mens højeste ISO 102.400 er til nødstilfælde.

Kameraet er fremragende til portrætter, arkitektur og lignende, og det er også kapabelt til action – uden ligefrem at være en spidskompetence. Vores største anke er, at vi ikke har nogen fornemmelse af lukkertiden. Selv på 1/4000 sekund er lukkerlyden fra kameraet stort set den samme som på 1/15 sekund, og søgeren er sort i forholdsvis lang tid, når man tager et billede – også på hurtige lukkertider. Derfor kom vi ofte i tvivl om, om vi brugte alt for lange lukkertider.

PRIS

44.995 kr.

Det syntes vi efter …

10 minutter: Ligger godt i hånden med et solidt greb.

3 timer: Autofokus kan tøve lidt til at starte med.

5 dage: Vi får vanvittige detaljer med pixel shift.

DOMMEN

+

Meget detaljerede billeder med høj opløsning.

Kompakt størrelse i forhold til den store sensor.

Avanceret autofokus følger fint motiverne.

Forseglet og med god ergonomi.

-

Langt blackout, når man tager et billede.

Nærmeste konkurrent

Sony A7R V

Testbilleder