Fujifilm X-E4

Fin billedkvalitet i skrabet indpakning.

Det minimalistiske X-E4 måler kun 12,1 x 7,3 x 3,3 cm. Der er plads til et enkelt SD-kort bag samme dæksel som batteriet i bunden af kameraet.

X-E-serien fra Fujifilm har altid fremstået som det mindre alternativ til X-T-modellerne, og med X-E4 er Fujifilm gået endnu længere for at øge den fysiske forskel. Kameraet er nemlig nu nede i samme størrelse som kompaktkameraet X100V. Det er dermed Fujifilms mindste systemkamera, og det stilfulde X-E4 virker umiddelbart tiltrækkende.

Desværre har ændringerne betydet et farvel til den gode ergonomi. Der er ingen greb på for- eller bagside. Sammen med en ret glat overflade betyder det, at kameraet let glider i hænderne. Den lille størrelse gør også, at kameraet hurtigt kommer ud af balance, hvis man bruger for store objektiver. Selv vores zoomobjektiv på 16-80 mm virkede voldsomt. Langt bedre er det med de små faste objektiver – ikke mindst det kompakte 27 mm-objektiv, X-E4 også sælges sammen med.

Det nye design har også betydet, at indstillingshjulet bagpå er forsvundet. Det savnede vi ofte, når vi ville ændre ISO-værdi. Indstillingshjulet foran er meget lille og kører ikke optimalt. Desuden sidder joysticket på bagsiden for lavt til en naturlig stilling med tommelfingeren.

Der er dog også en hel del at glæde sig over. Billedkvaliteten er nemlig virkelig god takket være APS-C-sensoren på 26,0 mio. pixels, som er identisk med den, der sidder i flagskibene X-T4 og X-Pro3. Det betyder detaljerede fotos op til ISO 12.800 på et niveau, der sagtens kan konkurrere med flere full-frame-kameraer. Det samme gælder autofokussen med sine 425 punkter. Den er både hurtig og sikker, ligesom kameraets øjefokus er yderst velfungerende – uden dog at være helt i klasse med fx Sony.

I modsætning til forgængeren X-E3 fra 2017 er skærmen nu fleksibel. Selv om den kun kan vippes op og ned, er det et plus, at den kan vendes lodret over kameraet, hvis man fx vil optage sig selv på video.
Selv om X-E4 har sine charmerende sider, foretrækker vi X-S10 med samme sensor, indbygget billedstabilisering og bedre ergonomi til samme pris.

PRIS
7490 kr.

Det syntes vi efter ...

4 minutter: Kameraet føles stort set som kompaktkameraet X-100V.

7 timer: Q-knappen til hurtig menuadgang sidder desværre lidt gemt øverst på kameraet.

6 dage: Både hastighed og billedkvalitet er imponerende til prisen.

Dommen

+

Meget fin og detaljeret billedkvalitet.

Sikker og hurtig autofokus.

Hurtige serieoptagelser.

Dårlig ergonomi og få knapper.

Ingen billedstabilisering eller forsegling.

Nærmeste konkurrent

Sony A6400

Testbilleder

Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.