Fujifilm X-E5

Det vejer og fylder som et kompaktkamera, men gør det muligt at skifte optik. Er det helt slut med store kameraer?

Indledning

Med kitoptikken på 23 mm minder X-E5 om kompaktkameraet X100VI, som er svært at opdrive. Her får man endda udskiftelig optik, og selv om systemkameraet kan ligge i en jakkelomme, har det stort set de samme muligheder som langt større modeller. Opløsningen er høj, der er motivgenkendelse af mange motivtyper, og der er billedstabilisering på billedchippen.

Takket være stabiliseringen kunne vi få skarpe håndholdte fotos på 1/2 sekund med kitoptikken, som på APS-C-kameraet svarer til 35 mm. Det er udmærket.

Læs mere

Den lille optiske søger ser ikke ud af meget, så vi havde ikke de store forventninger til den. Søgerbilledet er dog overraskende stort og godt. Det kan indstilles til en ny retrovisning, hvor man udelukkende ser de grundlæggende optageindstillinger, som står med rød skrift på sort baggrund, hvilket vi foretrak, da der er præcis de informationer, vi har brug for.

Med mekanisk lukker kan optagehastigheden komme op på otte billeder i sekundet. Det er rigeligt til det meste, selv om serierne er korte. Vi kunne tage 20 billeder i raw og jpeg, før hastigheden faldt. Med elektronisk lukker kan X-E5 tage 13 billeder i sekundet i fuld opløsning. Desværre egner den elektroniske lukker sig ikke til hurtige motiver, da bevægelser får skæve dimensioner på grund af fænomenet rolling shutter, hvilket vi fx oplevede på biler.

Motivgenkendelsen kan fange ansigter på lang afstand, men den er ikke helt på niveau med de bedste. Vi oplevede, at den kunne være lidt tid om at bide sig fast i motiver i bevægelse, og at flere fotos i en serie blev slørede.

Til almindelige hverdagsskud er X-E5 dog et virkelig godt og lækkert kamera, der leverer høj billedkvalitet, og så har det en størrelse, så man altid har lyst til at have det med sig. Vi er dog ikke klar til helt at droppe de store kameraer, der har bedre ergonomi og i højere grad fungerer som et værktøj, når motiverne er mere krævende.

PRIS

11.999 kr.

4 hurtige om Fujifilm X-E5

Når man trykker på Play-knappen, går der mere end to sekunder, før billedet vises. Det er vi ikke vant til i dag.

På et hjul kan man vælge mellem forskellige filmsimuleringer, fx Acros til sort-hvid. Man kan også gemme sine egne billedjusteringer.

På vippeknappen kan man vælge mellem forskellige beskæringer, så man kan komme tættere på. Opløsningen bliver dog også lavere.

På forgængeren savnede vi et håndgreb, og X-E5 har fået et fint, men diskret ét af slagsen.

Sådan gjorde jeg

Jeg testede kameraet med objektivet på 23 mm, som sælges sammen med X-E5 for 13.990 kroner. Blandt motivtyperne var landskaber, natur, mennesker, dyr, gadefoto samt motiver i bevægelse. Jeg gjorde flittig brug af kameraets mange gode filmsimuleringer.

Her er min konklusion

Jeg er vild med, at man kan få et kamera med udskiftelig optik, høj billedkvalitet, indbygget søger og billedstabilisering, der nemt kan ligge i en jakkelomme. Det kan stort set alt det, jeg har brug for, men jeg vil holde mig fra de hurtigste motiver.

Dommen

+

Kameraet har en virkelig lækker størrelse.

Detaljerede billeder med høj opløsning.

Dejligt med indbygget billedstabilisering.

-

Vi fik forvrængede fotos med elektronisk lukker.

Det tager lang tid at få fotos frem på skærmen.

Karakter

Specifikationer

39,8 mio. pixels

1,04 mio. punkter, skærm

13 billeder/sekund

445 gram

Nærmeste konkurrent

Testbilleder