Fujifilm X-H2

Klassens bedste detaljer.

Kameraet, der fremstår ekstremt robust og er forseglet, tager de hurtige CFexpress-kort.

Fujifilm har nu to flagskibe i deres serie af systemkameraer med APS-C-sensor. Hvor X-H2S handler om hastighed, gælder det i stedet høj opløsning med X-H2, der har hele 39,8 mio. pixels. Det er rekord for et APS-C-kamera, hvor Canon EOS R7 ellers har ligget i top med 32,3 mio. pixels.

Huset er identisk med X-H2S, og ergonomien er i top med et stort greb. X-H2 har det samme traditionelle programhjul, der giver optimal mulighed for programmering.

Kameraet har også samme nye autofokus som X-H2S med intelligent motivgenkendelse. Her oplevede vi også, hvor hurtigt og sikkert den fandt motiver som fx dyr, ansigter, øjne og cykler. Fokushastigheden er fin, men marginalt langsommere end X-H2S. Det skyldes, at X-H2 ikke har samme stablede sensor med lynhurtig udlæsning. Hastigheden ved serier er alligevel oppe på 15 billeder i sekundet, hvilket er alt rigeligt til portrætter, landskaber, arkitektur og fx bryllupsfotos, som den høje opløsning lægger op til.

Den høje opløsning tager da også kegler, når man ser på detaljerne, hvor X-H2 lægger sig tydeligt foran Canon EOS R7. Detaljegengivelsen og det dynamiske omfang er ganske tæt på full-frame-kameraet Nikon Z 7II med 45,4 mio. pixels. Kameraets håndtering af støj er flot op til og med ISO 12.800. Farverne er desuden indbydende, og vi skulle stort set aldrig bruge eksponeringskompensation.

For første gang hos Fujifilm er det også muligt at opnå ekstra høj opløsning. Her bruges billedstabiliseringen til at flytte sensoren ganske lidt imellem hvert billede i en serie på tyve, og resultatet er et foto på 160 mio. pixels. Det kræver dog et særligt program at samle billederne. Det var endnu ikke klart, da vi testede.

Video kan optages i flot 8K-kvalitet med 30 billeder per sekund i 10 bit. Der er utroligt mange indstillingsmuligheder, og vi skød blandt andet i ProRes. Her fyldte 16 sekunders video fire gigabytes.

PRIS

18.499 kr.

Det syntes vi efter ...

4 minutter: Kameraet ligger virkelig godt i hænderne.

3 dage: Den mekaniske lukker har en behagelig og diskret lyd.

2 uger: Den nye autofokus er en klar forbedring.

Dommen

+

Klassens højeste opløsning.

Fornem detalje- og farvegengivelse.

Virkelig god søger og stærk billedstabilisering.

8K-video i professionel kvalitet.

Kameraet er på størrelse med full-frame.

Nærmeste konkurrent

Canon EOS R7

Testbilleder

Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.