Fujifilm X-H2S

Potent fartmonster med stærke detaljer.

Sensoren er ny og af den såkaldt stablede type, der hjælper til den høje hastighed.

Med en hastighed på 40 billeder i sekundet med kontinuerlig autofokus og elektronisk lukker er Fujifilms nye topmodel med APS-C-sensor blandt markedets hurtigste kameraer.

Vi kunne tage omkring 125 jpeg- og raw-fotos på tophastigheden, før bufferen var fyldt. Den høje fart holdt altså kun i godt tre sekunder, men vi har sjældent brug for mere, og kameraet fortsatte med otte billeder i sekundet. Den fyldte buffer blev tømt til det hurtige CFexpress-kort i løbet af 15 sekunder. Valgte vi jpeg og dæmpede farten til 30 billeder i sekundet, kunne vi stort set skyde uendeligt.

Autofokus kan indstilles til at følge blandt andet fugle, fly eller biler. På fx fugle bider den sig godt og hurtigt fast, og når man er tæt nok på, tager den fat i fuglens øje. Ansigts- og øjefokus er også sikker og registrerer ansigter på imponerende lang afstand i forhold til fx Canon EOS R6. Da vi fotograferede motorbåde med 40 billeder i sekundet og sporing, kunne vi se på billederne, at fokus indimellem slap taget kortvarigt og stillede skarpt bag båden for hurtigt at få fat igen. Vi havde dog stadig masser af brugbare skud.

Der er suverænt mange indstillingsmuligheder, som kan tilpasses i detaljen. Fx kan man oprette hele syv personlige optageprogrammer med hurtig adgang på programhjulet. Her kan man endda vælge fx filformat.

Detaljegraden er høj, og både når det angår dynamik og støj, er X-H2S stort set på niveau med Canon EOS R6 i samme prisklasse, selv om R6 har en større full-frame-chip og lidt lavere opløsning.

Også på video, der kan optages i op til 6,2K, er der mange muligheder og høj kvalitet. Man kan blandt andet gemme i ProRes, hvor ti sekunders video fylder godt to gigabytes.

Fujifilm X-H2S er markedets dyreste APS-C-kamera, men den fine autofokus og høje tophastighed kan langt hen ad vejen byde dyrere og professionelle full-frame-kameraer op til dans, når det gælder action og dyr.

PRIS

21.990 kr.

Det syntes vi efter...

5 minutter: X-H2 er overraskende lille.

3 dage: Lækkert med de mange indstillingsmuligheder.

2 uger: Vi fik mange billeder at sortere.

Dommen

+

Høj fart og god autofokus.

Suveræne indstillingsmuligheder.

Flot billedkvalitet.

Stærk til video.

-

Svært at vide, om man tager fotos, når man skyder lydløst.

Specifikationer

26,0 mio. pixels

1.620.000 punkter, skærm

40,0 billeder/sekund

660 gram

Nærmeste konkurrent

Canon EOS R6

Testbilleder