X-T30 II måler 11,8 x 8,2 x 4,7 cm, hvilket er præcis det samme som forgængeren X-T30.
Det nye X-T30 II har samme gode APS-C-billedsensor på 26,0 mio. pixels som blandt andet storebroren X-T4, men det lille og elegante kamera koster kun det halve. Det spejlløse systemkamera, der er en mindre opgradering af X-T30 fra 2019, er således en fin og billig måde at komme i gang med Fujifilms X-system på.
Kameraet har også samme hurtige processor som X-T4, og sammen med en opdatering af kameraets fokusfunktioner har det givet bonus på fokushastigheden, som hos forgængeren var lidt i den tunge ende. Autofokussen reagerer hurtigere og mere stabilt end før, uden dog at helt at nå fx Sony A6400, der ligeledes har APS-C-sensor og ligger i samme prisklasse. Øjefokus på X-T30 II fungerer også mere sikkert end på forgængeren, selv hvis personen bevæger sig. Vi har allerede set de samme fremskridt med Fujifilms andet lille systemkamera X-S10, og på mange måder falder de to kameraer lidt over hinandens ben. For 700 kroner ekstra kan man nemlig købe X-S10, der har et bedre greb, en fuldt fleksibel skærm og ikke mindst indbygget billedstabilisering. Tre faktorer, der gør Fujifilm X-S10 til vores valg fremfor X-T30 II.
Hvor X-S10 har et traditionelt programhjul, som man kender det fra de fleste andre kameramærker, så har X-T30 II dog Fujifilms særlige opbygning, hvor man vælger lukkertid med et separat hjul på kameraet, mens blænden vælges på objektivets blændering. Dette kræver ikke den store tilvænning, og det giver den fornemmelse af analog-fotografi, som en del Fujifilm-entusiaster søger. Og her passer kameraets retrodesign pænt ind. Det samme gælder Fujifilms gode filmsimuleringer, som i X-T30 II er opdateret med Classic Neg og ETERNA Bleach Bypass.
Billedkvaliteten er på samme gode niveau som X-T4 med fine detaljer, selv på ISO 12.800. Hastigheden med 20 billeder per sekund er også fint i denne klasse.
PRIS
7295 kr.
Det syntes vi efter ...
4 minutter: X-T30 II er elegant, men ergonomien halter.
7 timer: Skærmen er tydeligt bedre med flere detaljer.
6 dage: Hastigheden er flot til prisen.
Dommen
+
God og detaljeret billedkvalitet.
Mange funktioner til prisen.
Fin og detaljerig skærm.
–
Ingen billedstabilisering.
Kameraet er ikke forseglet.
Nærmeste konkurrent
Testbilleder
Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.