Leica SL2-S

Eksklusiv kampvogn på ny kurs.

Bortset fra sit sorte navnetræk er det forseglede SL2-S udformet præcis som SL2. Målene på 14,6 x 10,7 x 8,3 cm er også de samme.

Et full-frame-kamera fra Leica til under 35.000 kroner hører til sjældenhederne, men SL2-S med L-fatning og indbygget stabilisering peger i en kærkommen retning, hvor flere kan være med.

Kameraet har samme lækre design, som det dyrere SL2 med 46,7 mio. pixels, men har 24,0 mio. pixels og flere indstillinger til professionel video. Med en vægt omkring et kilo føles kameraet robust i en grad, hvor ingen konkurrenter kan være med. Trods størrelsen ligger SL2-S dog godt i hænderne. Indstillingshjulene drejer med præcision, og knapper og joystick har en behagelig modstand. Den lille skærm på toppen gav os desuden et fint overblik over indstillingerne.

SL2-S kan skyde 25 billeder per sekund, men kun 9,0 når autofokussen skal følge med. Når vi skød serier med både jpeg og raw med et hurtigt SD-kort, fik vi 63 skud, før bufferen sagde stop, hvilket er acceptabelt. Det tog desværre over et minut, før bufferen var tømt. Vi havde gerne set, at SL2-S også kunne bruge de hurtigere CFexpress-kort. Det ville også give mere mening til krævende video.

Autofokussen har 225 fokuspunkter og er hurtig og sikker – også ved motiver i bevægelse, hvor den er på niveau med Panasonics S-kameraer, der bruger samme fatning. Den når dog hverken Canon, Nikon eller Sony.
Billedkvaliteten er fin og detaljeret, og der er fint styr på støj op til ISO 25.000. Eksponeringen er sikker, og farverne er afdæmpede og pæne. Med Multi-Shot kan SL2-S sammensætte otte skud til et foto på 96,0 mio. pixels. Resultatet er flot, så længe motivet er roligt.

En ny firmwareopdatering med øjefokus og flere videoindstillinger var desværre ikke klar inden vores test.

PRIS
34.900 kr.

Det syntes vi efter ...

7 minutter: Kameraet oser af luksus og lækre detaljer.

4 dage: En fin menu og gode knapper gør SL2-S let at betjene.

Dommen

+

Meget fin og detaljeret billedkvalitet.

Effektiv billedstabilisering.

Suveræn elektronisk søger.

Tager ikke hurtige CFexpress-kort.

Skærmen er ikke fleksibel.

Testbilleder

Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.