Kameraet fås i farverne sort, grå, orange, blå, vinrød og brun.
Med Z f er det ikke første gang, at Nikon præsenterer et spejlløst systemkamera i retrodesign. Hvor APS-C-kameraet Z fc var præget af plastic, er der med full-frame-kameraet Z f helt andre toner. Z f, der er inspireret af det legendariske, analoge spejlrefleks, FM2, er nemlig udformet i robust aluminium og med indstillingshjul i messing ligesom sit forbillede. Det giver en dejlig solid fornemmelse, når du får kameraet i hånden.
Teknologien i Z f er dog langt mere end retro, og kameraet svarer lidt til en klassisk folkevogn med motor og interiør fra en topmoderne elbil. Det gælder fx den avancerede og intelligente autofokus, der kan registrere mennesker, dyr, køretøjer og fly. Den lynhurtige øjegenkendelse fungerer både med mennesker og dyr. Bruger du et analogt Nikon-objektiv, kan autofokussen også genkende motiverne og hjælpe dig til at lægge fokus manuelt. Det er smart.
Z f har den hurtige EXPEED 7-processor. Derfor undrer det os, at kameraet kun tager SD- og microSD-kort i stedet for CFexpress. Med et hurtigt SD-kort, kunne vi dog sagtens skyde hurtige serier. Med indstillingen C30 kan farten nemlig hæves til 30 billeder i sekundet – dog kun jpeg.
Den indbyggede billedtabilisering kan kompensere hele otte trin, og så kan Z f med fokuspunkt-VR på intelligent vis stabilisere i forhold til, hvor motivet er i billedet. Funktionen var svær at teste i praksis, for stabiliseringen gjorde det særdeles godt i alle tilfælde. Billedsensoren i Z f har 24,4 mio. pixels, og billedkvaliteten er rigtig god med flotte detaljer på selv meget høje ISO-værdier.
Det lille greb, som dog er større end hos FM2, betyder, at Z f ikke balancerer optimalt med store objektiver. Man kan dog købe et større greb fra SmallRig, som elegant passer til kameraet.
Alt i alt er Nikon Z f er et lækkert kamera med et smukt design, høj hastighed, en stærk stabilisering og en forrygende autofokus.
PRIS
19.465 kr.
Det syntes vi efter ...
3 minutter: Vi er vilde med designet. Knapper og indstillingshjul er i en klasse for sig.
8 timer: Autofokussen gør det til en leg at fotografere, uanset motivtype.
7 dage: Flot billedkvalitet, men en udgave med højere opløsning kunne være fantastisk.
Dommen
+
Elegant og robust design.
Flot billedkvalitet i forhold til opløsningen.
Stærk autofokus og suveræn stabilisering.
–
Ærgerligt, at der ikke er et joystick.
Kun plads til SD- og microSD-kort.
Nærmeste konkurrent
Testbilleder
Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.