Nikon Z50II

Fartmonster til stærk pris.

Kameraet har stik til både hovedtelefoner og mikrofon.

Indledning

Det oprindelige Z 50 var Nikons første spejlløse systemkamera med en billedsensor i APS-C-størrelse. Det kom på markedet i 2019, og med den nye version er der trods alt sket en del. Z50II har bl.a. fået den nyere Expeed 7-processor, der giver fordele, når det gælder autofokus og hastighed. Skærmen er blevet sidehængslet og mere fleksibel, men opløsningen på de efterhånden lidt fesne 20,7 mio. pixels er uændret.

Farten imponerer virkelig til prisen. Hastigheden kan komme op på 30 billeder i sekundet. Her kan man dog udelukkende optage i jpeg og ikke i raw, men det er i fuld opløsning og med autofokus og autoeksponering. Vi kunne tilmed blive ved at skyde, uden at hastigheden faldt.

Læs mere

I raw+jpeg ryger hastigheden ned på ti billeder i sekundet. Her kunne farten holdes i over 17 sekunder. Det er virkelig godkendt for et kamera i denne klasse. Til gengæld tog det efterfølgende halvandet minut at tømme bufferen til et hurtigt SD-kort.

Z50II har en god autofokus med motivgenkendelse af mennesker, dyr, fugle, køretøjer og fly, og man kan også stille motivgenkendelsen på Auto. Så sørger den for at stille skarpt på den motivtype, der optræder i motivet. Autofokus var dog langt bedre til at fastholde fokus på fugle og deres øjne, når vi aktivt havde valgt Fugle.

Billedkvaliteten er flot med gode eksponeringer og en detaljeret gengivelse, den lave opløsning taget i betragtning. Der er mange indstillingsmuligheder til videooptagelse, der kan være i op til 4K med 60 fps. Man kan bl.a. vælge, at fokus skal skifte til ting, man holder op foran kameraet, og vil man farvejustere i videoredigeringen, kan man optage i ti bit og Log-format.

Nikon trænger dog til at give deres menusystem en overhaling. Z50II har mange indstillingsmuligheder, men menuen er uoverskuelig med op til 40 punkter under ét faneblad. Vi brugte ofte lang tid på at finde og vælge funktioner, og det er ikke altid logisk, hvilket faneblad, man skal ind under.

PRIS
7535 kr.

3 hurtige om Nikon Z50II

Vi programmerede Fn1-knappen til at slå lydløs indstilling til. Et nyt tryk på knappen slår dog ikke funktionen fra igen, så man skal i menuen for at bruge mekanisk lukker igen. Skørt!

Z50II er det første Nikon-kamera med en dedikeret knap til valg af billedstil, kaldet Picture Style. Dermed kan man hurtigt skifte til fx sort-hvid.

For at skifte mellem manuel og automatisk ISO, skal man holde en knap ved udløseren nede og dreje på fronthjulet. Det kræver virkelig fingergymnastik.

Det syntes vi efter …

2 minutter: Håndgrebet er dybt og ligger godt i hånden.

3 timer: Imponerende præstationer ved serieoptagelse.

4 dage: Indikatoren for batteriniveau er ustabil.

Dommen

+

Kan tage lange serier i høj hastighed.

Flot og detaljeret billedkvalitet - opløsningen taget i betragtning.

Fornuftig pris.

-

Uoverskueligt menusystem.

Video i 4K med 60 fps beskæres.

Karakter

Specifikationer

20,7 mio. pixels

1,04 mio. punkter, skærm

30 billeder/sekund

550 gram

Nærmeste konkurrent

Testbilleder