Olympus PEN E-P7

Chamerende retrokamera i lommeformat.

PEN E-P7 det letteste systemkamera fra Olympus. Det måler kun 11,8 x 6,9 x 3,8 cm.

Olympus har levet en lidt fortumlet tilværelse siden løsrivelsen fra moderfirmaet i begyndelsen af 2021, hvor den nye ejer OM Digital Solutions overtog kameradivisionen. PEN E-P7 er det første kamera siden da, men det er ikke noget, man bemærker, når man har det elegante systemkamera i hånden. Det føles som klassisk Olympus med en god ergonomi og fine indstillingshjul med en passende fasthed. De nye ejere har altså ikke søsat banebrydende fornyelser.

Kameraet er dog udstyret med samme sensor på 20,2 mio. pixels som topmodellerne, og det er vi glade for. E-P7 leverer nemlig en fin billedkvalitet med pæne farver og en sikker eksponering. Detaljegraden fra den lille Four Thirds-sensor er god op til ISO 6400, men ikke på niveau med kameraer med større APS-C-sensorer som Fujifilm X-T200 i samme prisklasse.

Den indbyggede billedstabilisering gør det godt, og selv om autofokussen kun har 121 punkter, dækker den det meste af billedfladen, og den arbejder hurtigt og sikkert. Øjefokus er fin, men når ikke fx Fujifilm og Sony.
Med elektronisk lukker kan man tage 15 billeder i sekundet, men her kan autofokussen ikke følge med motiver i bevægelse. Det kan den med mekanisk lukker, der klarer 8,7 skud i sekundet. Her fik vi 21 skud, før bufferen var fyldt. Den blev tømt på 13 sekunder, hvilket er acceptabelt.

Billedkvalitet og autofokus er ikke helt på niveau med de bedste i klassen, og man må undvære søger. ​​Til gengæld er E-P7 lettere og mere kompakt, uden at det er gået ud over ergonomien, som er helt i top i det charmerende kamera.

For kun 600 kroner ekstra kan E-P7 købes i sæt med en kompakt standardzoom på 14-42 mm.

PRIS

5999 kr.

Det syntes vi efter ...

5 minutter: Trods størrelsen ligger E-P7 godt i hånden.

3 dage: En søger ville fuldende det fine design.

Dommen

+

Samme fine sensor som topmodellerne.

Nem betjening og god ergonomi.

Effektiv billedstabilisering i kameraet.

Øjefokus er ikke helt på niveau.

Der er ingen søger.

Testbilleder

Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.