Skærmen er fuldt fleksibel og berøringsfølsom – dog ikke i menuen.
Da OM Digital Solutions sidste år overtog kameraproduktionen fra Olympus, var meldingen, at det ville være slut med det hæderkronede Olympus-navn. Det undrede os derfor, at der på det første OM SYSTEM-kamera stadig står Olympus. Det skyldes dog, at 2022 er 50-året for det originale Olympus OM-1, og logoet på det nye flagskib er en sidste markering.
OM-1 ligner forgængeren OM-D E-M1 Mark III, men rummer mange stærke tiltag. Det gælder fx en mere brugervenlig menu, der minder om Canons. Desværre er den ikke på dansk.
Four Thirds-sensoren er ny, selv om opløsningen stadig er på 20,2 mio. pixels. Og den nye sensor har givet pote med en finere detaljegengivelse på høj ISO, hvor selv raw-billeder på ISO 25.600 er brugbare. På jpeg-billeder tager støjreduktionen meget kraftigt fat, og detaljegengivelsen når generelt ikke helt APS-C-kameraer som Fujifilm X-T4. Eksponeringen er sikker og farverne er pæne.
Den nye hybridfokus er gået fra 121 fokuspunkter til 1053 fokuspunkter af den præcise krydstype. Ligesom Nikon Z 9 har OM-1 intelligent autofokus, som automatisk kan registrere bestemte motiver. Man behøver altså ikke vælge motivtype og kan koncentrere sig om at skyde løs. Her oplevede vi fx stor sikkerhed, da vi skød fugle, ligesom øjegenkendelsen var meget sikker. Tracking-funktionen er også mere stabil – især ved klart afgrænsede motiver. Da vi skød fodbold, hvor spillerne løb ind foran hinanden, havde den svært ved at holde fast.
Der er også skruet godt op for hastigheden med 50 jpeg- og raw-billeder i sekundet med kontinuerlig autofokus. Med fast fokus fik vi 120 billeder. Bufferen blev aldrig fyldt, så vi kunne skyde i det uendelige godt understøttet af det nye, kraftige BLX-1-batteri.
OM-1 er klart det bedste Olympus-kamera, vi har testet, og Olympus-fotografer kan have god grund til optimisme, selv om de fremover skal vænne sig til et nyt navn.
PRIS
16.490 kr.
Det syntes vi efter ...
6 minutter: Kameraets ergonomi er virkelig i top.
7 timer: Ingen sort søger under serier med elektronisk lukker.
9 dage: ISO 102.400 er sensationelt for en Four Thirds-sensor.
Dommen
+
Præcis og hurtig autofokus.
Hurtige serier og god buffer.
Mange funktioner til en stærk pris.
–
Lav opløsning.
Skærmmenuen er ikke berøringsfølsom.
Nærmeste konkurrent
Testbilleder
Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.