Panasonic LUMIX DC-S1IIE

Når det gælder specifikationer, gør systemkameraet her ikke det store væsen af sig. Måske er det lidt kedeligt, men det sætter nærmest ikke en fod forkert.

Inledning

Panasonic har tre full-frame-kameraer i anden generation af S1-serien, som alle har stort set samme udformning. Mens de dyrere modeller S1II og S1RII fokuserer på henholdsvis høj fart og mange detaljer, yder det billigere S1IIE, som vi tester her, bare fremragende på stort set alle parametre uden at skille sig ud.

Læs mere

Selv om kameraets fokus ikke er på fart, kan det godt være med, når det går stærkt. Vi fik begrænset forvrængning, da vi skød kørende biler med elektronisk lukker. Langsommere motiver vil vi derfor uden bekymring optage med elektronisk lukker. Hastigheden kan komme op på 30 billeder i sekundet med den elektroniske lukker. Med et hurtigt CFexpress-kort kunne vi tage 180 raw- og jpeg-billeder i højeste hastighed, før bufferen var fuld. Det er rigeligt til det meste. Bufferen var tømt igen på 34 sekunder.

Efter vores mening har Panasonic de suverænt bedste indstillinger af fokus. På S1IIE er alt samlet omkring knapper ved højre tommelfinger. Her kan man vælge fokusmetode, fokusområde og motivtype, og man kan flytte fokuspunkt og slå fx øjegenkendelse til og fra. Det betyder, at det er lynhurtigt at skifte indstillinger – også mens man har søgeren for øjet. Vi oplevede fokus og motivgenkendelse som velfungerende på både mennesker, dyr, køretøjer og andre motiver under testen.

Billedkvaliteten er god som forventet i klassen. Støjen er fornuftigt under kontrol op til og med ISO 51.200, og der er godt med detaljer, den forholdsvis jævne opløsning taget i betragtning. Den indbyggede billedstabilisering er effektiv, og vi kunne få skarpe fotos på 1/4 sekund ved en brændvidde på 70 mm, hvilket er rigtig fint.

Video er også i høj kvalitet, og vi fik flotte optagelser i 4K med 50 bps. Vi kunne desuden optage i 6K open-gate med 30 bps, hvor hele sensorens areal bruges. Det giver optimale muligheder for beskæring i redigeringen.

PRIS

21.680 kr.

4 hurtige om Panasonic LUMIX DC-S1IIE

Kameraet er forholdsvis stort og tungt. Vi testede det med 24-70mm F2.8, hvilket giver en samlet vægt på 1730 gram.

Skærmen er fuldt fleksibel og kan ikke bare foldes ud og drejes rundt, men også vippe op og ned, hvilket vi foretrækker på stativ.

Søgeren er god og stor og viser med sine 5,76 mio. punkter et detaljeret billede, og med 120 bps er der ingen hakken.

Der er to kortpladser i kameraet, så man kan bruge både de hurtige CFexpress-kort og de mere udbredte SD-kort.

Sådan gjorde jeg

Jeg havde kameraet i tre uger, hvor det bl.a. var med i naturskønne omgivelser ved Furesø og Bagsværd Sø. Her var der også lejlighed til at teste motivgenkendelse af dyr på heste, der græssede i området. Jeg tog også billeder byen i den blå time, hvor lyset var ret svagt.

Her er min konklusion

S1IIE yder virkelig godt på alle motiver. Har du ikke brug for ekstrem fart eller høj opløsning, er det et kamera, du kan stole på i stort set alle situationer til en lavere pris end de andre modeller i anden generation af S1-serien. Det er dog stort og tungt.

Dommen

+

Solid ydelse på både foto og video.

Detaljeret søger og meget fleksibel skærm.

Fremragende betjening af autofokus.

Mange gode indstillingsmuligheder.

-

Forholdsvis stort og tungt.

Karakter

Specifikationer

24,0 mio. pixels

1,84 mio. punkter, skærm

30 billeder/sekund

795 gram

Nærmeste konkurrent

Testbilleder